Man mærkede det på Folkemødet 2025: Al drama er trukket ud af dansk politik.

Der er vigtigere kampe at kæmpe end de sædvanlige slagsmål om småjusteringer af den danske velfærdsstat, der plejede at fylde hertillands. Nu har vi en regering hen over midten, og skal man tro især Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, har vi det sikkert også efter næste valg.

I en eller anden konstellation, som stemmerne nu falder.

Det meste er konsensus. Krig, oprustning, Grønland, Europas sikkerhed. Det er temaer så skelsættende eksistentielle, at alt andet må vige.

Inklusive modsigelsen. Om dette eller hint. Vi står fælles i dette, og så må vi forblive stående sammen fælles i dette. Det var sådan, jeg mere end mærkede stemningen i Allinge.

Men nu er der jo blot det ved demokratiet, at det faktisk forudsætter modsigelsen. Kritikken. Den ublodige uenighed. Det skriver jeg, som på netop de nævnte områder – Ukraine, Mellemøsten, oprustning, NATO, EU – faktisk mener, regeringens linje er fornuftig. På de store linjer den rigtige.

Alligevel kan jeg ikke lide det, hvis uenighed udgrænses. Hvis kritik er mistillid. Hvis opposition er ekstremisme.

Folkestyret skal kunne holde til, selv i eksistentielle krisesituationer, at håndtere stor indre uenighed. Om stort eller småt. Det er demokratiets kerne. Vi deler os efter anskuelse, vi har institutioner så stærke og åbne, at de kan håndtere selv alvorlig kritik uden at smuldre.

Med andre ord: Det er ikke sundt for folkestyret, hvis konsensus er det forventede udgangspunkt, ikke den tilstand, man kan opnå gennem politiske kompromiser og aftaler mellem parter, der som udgangspunkt er........

© Berlingske