Når man som jeg er så privilegeret at have et mandagstrænerjob, hvor man har til opgave at forstå verdens gang baglæns, og derfor kan kloge sig mere eller mindre uforpligtende på alting, så kan det være fristende ind i mellem at gøre en dyd ud af rollen.

Med andre ord: Være bedrevidende på den rigtig irriterende måde.

Så det vil jeg være i dag.

Rammen er den drastisk forandrede verden, vi alle lever i. En verden, der ser radikalt anderledes ud, end vi troede for måske 20 eller 25 år siden, da Berlinmurens fald og kommunismens opløsning stadig var tæt på, og det så ud til, at det liberale demokrati ville stå tilbage som historiens endegyldige sejrherre.

I 2025 må vi konstatere, at sådan endte det ikke, men burde vi have indset det langt tidligere, end de fleste gjorde det?

Svaret er ja.

Spørgsmålet er imidlertid, hvornår den erkendelse burde have manifesteret sig bredere politisk og i samfundsdebatten?

»Man kan argumentere for, at det postkommunistiske liberale nirvana, som mange efter 1989 bildte sig ind vi var på vej mod, fik en ende allerede 11. september 2001.« Fold sammen

Flere, herunder den britiske historiker Timothy Garton Ash, har peget på 2014 som et skelsættende år. Det var her, Rusland annekterede Krim, og det er rigtigt, at både Europa og USA brugte de følgende otte år på ikke at forberede sig på det, der med den russiske fuldskala-invasion af Ukraine i februar 2022 viste sig at være Putins egentlige hensigter.

2014 er et godt bud, men jeg vil vælge et andet år som det, der burde have fået klarsynet frem hos de fleste af os. Men som desværre ikke gjorde det.

Året er 2008.

Man kan argumentere for, at det........

© Berlingske