I aften sender DR tredje afsnit af serien »Slave af Danmark«.

Den har fra begyndelsen skabt diskussion om diversitetskonsultation, ordet »slavegjort« og almindelig bekymring for ukorrekt gengivelse af kolonitiden.

Derudover har et bestemt anliggende i de første afsnit spillet en stor rolle. Fremstillingen af den menneskelige natur har indtil nu været så forsimplet, at man ikke helt forstår, hvordan det er sluppet igennem den kvalitetskontrol, der vel trods alt findes i det store DR.

De kolde og brutale træk er entydigt placeret hos de hvide danskere både i København og på de vestindiske øer, hvor fruerne på Sct. Croix med afsky i stemmen taler om de sortes umættelige sexlyst. Racismen driver ned ad væggene, og stemningen er næsten som i en kult, hvor man hviskende nedkalder forbandelse over de foragtede.

Samtidig forsøger forretningsmanden Ernst Schimmelmann hjemme i hovedstaden at overbevise sine kolleger om, at man ville kunne få mere gavn af slaverne ved at behandle dem bedre. Men de tilstedeværende kigger blot koldt på ham og smasker sig grådigt igennem det overdådige kagebord i parken, mens fruerne spiller kroket ved siden af.

En ting er, at man ikke et sekund tror på, at vi befinder os i........

© Berlingske