Det er længe blevet sagt, at vi lever i offerets epoke. Det ses blandt andet ved, at der er en vis status forbundet med at fremstå som den, der er blevet mærket eller begrænset eller ligefrem nedgjort af omstændigheder, man ikke selv er ansvarlig for.

Utallige er de samtaler i det offentlige rum, hvor et menneske beskriver sine trængsler med den seksuelle identitet eller et ubehageligt parforhold eller beklager sig over ikke at have ret til at medbringe sin baby til en stor konference, skønt den støjer så meget, at det generer alle i lokalet.

Det ligger lige for at fremstille sig selv i pagt med en større eller mindre lidelsesfortælling, hvor man ser sin egen person som offer for de........

© Berlingske