Jeg sad med en bekendt, som var lige blevet færdig med sin tredje uddannelse. Han har uddannet sig til lærer, men er nu i tvivl om, hvorvidt han egentlig vil være det.

»Har jeg lyst til at arbejde med børn resten af mit liv?« reflekterede han højt. Den manglende lyst havde også været grunden til, at han tidligere var stoppet som socialrådgiver og før det som elektriker.

Jeg kunne mærke, at det provokerede mig voldsomt, at han mente, at det udelukkende skulle være den personlige lyst, der skulle være den drivende motivation for hans faglige virke.

»Lyst? Tror du, at jeg har lyst til at tage på arbejde, når det er koldt, vådt og mørkt? Det gør jeg, fordi jeg har et ansvar for at forsørge mig selv og min familie. Men vigtigere endnu: fordi jeg har en forpligtelse over for det samfund og det land, jeg bor og lever i,« sagde jeg til ham.

Min reaktion havde ødelagt den gode ellers hyggelige stemning. Straks begyndte folk omkring os at glatte ud og skifte emne.

Jeg tror, at episoden er et udtryk for et kultursammenstød – og det er ikke første gang, at jeg oplever denne form for sammenstød. Dér hvor jeg har rødder fra, bliver vi opdraget med en kollektivistisk tankegang – og det betyder helt konkret, at det enkelte menneske har et større ansvar for sine omgivelser end for sin egen selvrealisering.

Her er jeg ikke ude på at skønmale........

© Berlingske