Jeg har været en uge på Færøerne til dialogkaffearrangementer. Det har været en travl uge, hvor en hel del kopper blev drukket af abortmodstandere- og tilhængere, gymnasie- og erhvervsskoleelever, borgere på Suderø, der bakser med kommunesammenlægninger, og en fiskefabrik, der vil udvide midt i byen.

Det har været en lærerig uge for mig. Hvad enten jeg talte med politikere eller borgere i bygder, lagtingsformanden (Færøernes landstingsformand, red.), kvindeaktivister eller konservative politikere, slog det mig, at den færøske kultur på nogle områder faktisk minder mig om den kurdiske kultur, jeg er opvokset i. På godt og ondt.

På Færøerne synes man at vægte kollektivet langt højere end individet. Det personlige ansvar kobles til fællesskabet, fordi det enkelte menneske tror på, at han eller hun er en del af noget større end dem selv. Man står sjældent alene med bryllups- eller begravelsesplanlægning. Venner, naboer og familie træder til og bidrager med praktisk hjælp og moralsk opbakning.

Færøerne er også et sted, hvor troen betyder noget. Her har det guddommelige lov til at fylde i det offentlige rum. Jeg tror, man skal se religiøsiteten som en vekselvirkning mellem den rå og til tider barske natur, færingerne lever i, og den forestillingsevne, der for længst har forladt flade og überrationalistiske Danmark.

Det er på den ene side forfriskende anderledes, på den anden........

© Berlingske