Intet i denne verden varer evigt. Hvorfor skulle velfærdsstaten være en undtagelse? Kunne man forestille sig en verden, hvor velfærd fungerede helt anderledes?

En måde at udvide sin horisont på er ved at se på et fænomen med fortidens briller. I 1960 udgav tidsskriftet Perspektiv en artikel med titlen »Velfærdsstat og åndsliv – 20 teser« af socialisten Peter P. Rohde, som på det tidspunkt var litteraturanmelder ved Dagbladet Information. I 1960 var begrebet velfærdsstat stadig nyt – kun godt ti år gammelt.

Det er interessant, at Rohde netop så velfærdsstaten som et midlertidigt fænomen, en overgangsfase. Fattige samfund har ikke råd til en velfærdsstat, og tilpas rige samfund har ikke brug for en, mente Rohde. Velfærdsstaten er, skrev han, »mellemleddet mellem menneskehedens fattigdomstid og dens rigdomstid«.

Rohdes logik er jo faktisk uimodsigelig. Men den vender fuldstændig nutidens velfærdstækning på hovedet. I dag antager for eksempel de økonomiske vismænd, Finansministeriet og selv de danske erhvervsorganisationer, at velfærdsstaten er nødt til at vokse omtrent i takt med velstanden i samfundet. Hvis vi bliver to procent rigere, skal velfærdsstaten også vokse med mindst to procent – ellers sakker velfærdsstaten bagefter, lyder argumentet.

Men hvad nu hvis Rohde i længden har ret, og det forholder sig omvendt: at befolkningen i takt med stigende velstand får mindre og mindre brug for hjælp fra staten og i stedet sørger for sig selv.

»Det er interessant, at Rohde netop så velfærdsstaten som et midlertidigt fænomen, en overgangsfase. Fattige samfund har ikke råd til en........

© Berlingske