Et årti er lang tid. De fleste har sikkert allerede glemt, hvordan det hele startede. Begyndelsen til enden på Vesten som vi kendte den, som Anne Applebaum skrev i 2016.

I disse måneder ser vi, at demokratier faktisk kan dø – ikke kun i mørke, som den amerikanske avis The Washington Post skrev i 2017, men i klart dagslys. Uden at nogen gør noget. Eller kan gøre noget, fordi vi selv – helt grundlæggende – var medløbere.

Da Trump blev valgt første gang, i november 2016, få måneder efter Brexit-afstemningen, peakede populismen. Dengang troede de færreste, at nogen kunne udøve så megen selvskade, som de britiske vælgere endte med at gøre.

Dagen efter afstemningen var briternes mest populære søgeord på Google: »What is the EU« og helt som forudset af eksperterne førte skyen af løgne og bedrag til en katastrofal nedtur og tab på over fem procent af BNP for britisk økonomi.

I stedet for at advare imod det åbenlyst postfaktuelle højreskred, var mainstream medier og kommentatorer benovede over hvor »dygtige« populisterne var, skriver Marlene Wind. Her ses Nigel Farage, forhenværende leder af........

© Berlingske