Et honninghjerte burde på sådan en Folkemøde-søndag sendes til hver eneste i den brede offentlighed ukendte politiker. Tak for at lægge liv og kalender til et politisk liv, der leves i skyggen af de meget få, som de mange kender.

De af jer, der har været eller er på Folkemøde, har denne weekend oplevet den rituelle ydmygelse, det er, at alle flokkes om de mest fremtrædende og kendte politikere, kun de færreste har villet høre om jeres arbejde og mærkesager.

I har dertil sovet og spist elendigt. Medmindre selvfølgelig, at I har modtaget invitationer fra organisationer til receptioner, middage og fester, hvor det egentlige folkemøde foregår.

Sådanne invitationer, ja, den slags opmærksomhed er naturligvis flatterende. Og man har jo ikke solgt sin bedstemor, fordi man spiser en middag og lader sig oplyse om synspunkter og ønsker, som man måske/måske-ikke vil tage med på det næste møde i Teknik- og Miljøudvalget.

Dertil kommer, at det er opmuntrende at føle sig anerkendt. Debatterne rundt om i teltene, ved alle, er noget, der skal overstås. Det egentlige folkemøde er aftenmøder i den herskende politiske klasse, som professor i statskundskab Michael Bang Petersen forleden kaldte den........

© Berlingske