Det er ikke hver dag, en demonstration bliver ført an af kvinder i hjemmestrikkede bluser med hulmønster, ergonomisk korrekte sandaler og brillestel i panden.

Men før Retten i Lyngby tirsdag morgen slog dørene op, var det netop tilfældet.

Ledsaget af et banner med teksten »Stop indskrænkningen af kvinders rettigheder« stod demonstranterne klar, og flere kom drypvis til.

Det var mødt op i solidaritet med en medsøster, som skulle for retten sagsøgt for æreskrænkelse og chikane.

»Vi er alle gamle feminister,« sagde Katrine Brøgger, en af de fremmødte med farverig silkeklud om halsen.

Den nye feminisme var til gengæld repræsenteret i ental denne tirsdag.

Nadia Jacobsen, der er transkønnet og identificerer sig som kvinde, står bag søgsmålet og dukkede op alene med sin advokat, Nikolaj Nielsen, ved sin side.

Dette størrelsesmæssige styrkeforhold afspejlede på sin vis det, sagen handler om: hvorvidt hensyn til en minoritet skal veje tungere end hensynet til flertallet.

»Jeg vil være kvindeforkæmper resten af mit liv,« forklarede Katrine Brøgger foran Retten i Lyngby. Men hun kalder ikke længere sig selv »feminist«, fordi hun ikke kan stå inde for alt det, bevægelsen i dag skal rumme. Fold sammen

På den ene side står Lotte Ingerslev. Psykoterapeut og selvstændig blogger med fokus på det, hun kalder »transindoktrineringen«, som efter hendes opfattelse har kapret magtfulde danske organisationer, institutioner og medier.

Demonstrationen forud for retsmødet var arrangeret af Kvinderettigheder.dk. En organisation, som efterfølger ordet »transkvinde« med »altså en biologisk mand« på deres hjemmeside.

En lægmandsoversættelse: Man ønsker sig gamle dyder tilbage i gamle feministkredsene.

På den anden side står transaktivisten Nadia Jacobsen, som laver frivilligt arbejde, digital aktivisme og efter eget udsagn bekæmper »TERFs«. Begrebet trans-ekskluderende radikal feminisme gemmer sig bag forkortelsen, som Lotte Ingerslev mener er et magtmiddel til at stemple folk som »transfober«.

På den ene side står altså de gamle feminister, som har kæmpet kvindekampe og tilegnet sig mandefri rum. På den anden side den nye identitetspolitiske bølge, som indlemmer flere køn og farver i sin aktivisme.

Sidstnævntes indflydelse betyder i praksis, at hverken kvindernes internationale kampdag eller krisecentrene længere er forbeholdt biologiske kvinder.

Tirsdagens retsmøde tog udgangspunkt i en helt tredje arena: fodboldbanen.

Med et ønske om bedre fællesskab besluttede DBU sidste år, at flere kønsidentiteter skal kunne spille med i breddefodbold. En transkønnet, interkønnet eller nonbinær person kan altså vælge, om vedkommende vil spille med drengene eller pigerne, »da enhver person bedst ved, hvor man hører til, og hvordan man identificerer sig«, som

© Berlingske