Min søn er fyldt ni måneder, og dermed sættes der også et punktum for mit barselseventyr. Det er en bittersød følelse, fordi det er en glæde at se min søn vokse og udvikle sig, men på samme tid er jeg ked af, at tiden er fløjet så hurtigt.

Når jeg i morgen vender tilbage til lærer- og klasseværelset, vil det også betyde, at min søn, som jeg endnu ammer, vil opleve en abrupt ændring i sin hverdag. Omend mit barns far er til stede og giver omsorg, er han ikke i stand til at amme, så nogle kan nok mene, at køn er en social konstruktion, men de har måske aldrig prøvet at føde et barn og opleve verden på ny.

Jeg har i løbet af foråret også spurgt mig selv en del gange, om jeg fik nydt det hele, om jeg gjorde det, som passede mig og min søn bedst, så jeg ikke fortryder noget, når jeg ikke længere befinder mig i barselsboblen.

Og måske endnu vigtigere, har jeg reflekteret en del over formålet med (arbejds-) livet. Jeg er kommet frem til, at når alt kommer til alt, er det tiden med mit barn, der betyder noget.

Jeg skal arbejde, til jeg segner, men mit barn forbliver ikke lille for evigt. Heldigvis for det, men netop derfor er hans barndom så værdifuld. Før jeg ved det, vil han flyve fra reden.

At være forælder er en øvelse i at være i nuet og på samme tid erkende, at man lever for at blive et barns minder.

Jeg ved godt, at mine ord giver visse mennesker sved på panden, mens andre frygter, at det er sådan nogle tanker, der sender kvinderne........

© Berlingske