For nylig var jeg i Sønderjylland, og selvom jeg førhen – i forbindelse med mit virke som foredragsholder – tit er rejst rundt i landet, var årsagen denne gang en fætter-kusine-fest på svigerfamiliens side.

På trods af at sammenkomsten blev afholdt i et spejderhus, var mit humør det første døgn i top.

Jeg romantiserede livet på landet, talte i ét væk om, hvordan min lille familie og jeg kunne rykke teltpælene op, mens mit barn endnu ikke har udviklet et sprog til at kunne modsige mig.

Af og til nikkede hans far anerkendende til mig. Mest af alt for at bevare min illusion af, at han lytter, når jeg taler – især når det handler om, at jeg kan se mig flytte til en jysk eller fynsk provins. Eller en mindre ø for den sags skyld.

Men når der er gået et døgn, så er min romantiske idé om et liv uden for storbyen stendød.

Så snart en taxa er to timer væk, eller der ikke er et Wolt-bud i nærheden til at stille min sult i de sene aftentimer, er jeg altså ikke nogen Maj My Humaidan, der kan omfavne det bløde i livet uden for ræset.

Nej, jeg bliver til et vaskeægte, ynkeligt storbymenneske, som længes efter cykelløb, der spærrer hele byen af, gadefester med uregerlige unge mennesker, astronomiske boligpriser, irriterende turister, der tror, at de kan cykle ved siden af københavnske cyklister, som tror, de er udødelige på cykelstien og har et masochistisk behov for at træde til i pedalerne for at følge med i hamsterhjulet.

Jeg længes pludselig efter at være........

© Berlingske