For flygtninge er visse datoer vigtigere end andre. Det er blandt andet datoen, man flygtede, hvilket jeg som barn af flygtninge ikke erindrer, men som min mor altid kan genkalde, selvom hun ikke kan huske så godt længere.

Og så er det datoen, man fik et nyt hjem. Det husker jeg stadig i detaljer.

Jeg husker optakten til vores envejsrejse. Min mor, der brugte rub og stub for at købe mig og mine søskende et nyt sæt tøj, så vi ville fremstå præsentable, når vi blev genforenet med vores far efter fire års adskillelse. Til sig selv syede hun en kjole af stofrester.

Jeg husker følelsen af min sorte polyesterkjole, der imiterede velour og klistrede sig fast til huden på grund af varmen, men alligevel følte jeg mig rig i den. Jeg husker de søde stewardesser om bord på Lufthansa-flyet, som gav mig og mine søskende legetøj – og flymaden, som fik mig til at føle mig helt særlig.

Og ikke mindst husker jeg mødet med mennesker med lys hud og forestillingen om, at alle lykkelige familier havde en hund, så det ville mine søskende og jeg også have.

»Mine forældre turde ikke at erkende højt, at en flygtnings pris for fred er, at genforeningen aldrig sker,« skriver Geeti Amiri Kjær i denne kommentar. Fold sammen

Jeg husker stadig dagen, da jeg landede i Danmark, familiesammenført og forenet med min far, som var........

© Berlingske