Forestil dig, at du er skolelærer. Du knokler hver dag i den danske folkeskole, for at børn og unge skal få en solid start på det, der former deres voksenliv.

Du finder dig i begrænsede midler, klasser med op til 28 elever, minimal forberedelsestid og kolleger, der bliver sygemeldt med stress, mens du frygter at blive den næste.

Du har en indbakke på Aula med et bjerg af beskeder fra forældre, der kræver særbehandling af deres unikke barn, og samtidig skal du imødekomme kravet om inklusion uden forståelse for, at du ikke er lærer i specialpædagogik.

Alligevel drømmer du om at holde til arbejdet som lærer til pensionsalderen, fordi du tror på, at lærergerningen er dit kald.

Men så bliver du tæsket af en elev. Foran hele klassen. Ydmygende og nedbrydende for ethvert menneske. Din autoritet bliver fuldstændig pulveriseret. Og du skammer dig, i stedet for eleven og dennes forældre skal gøre det.

Fordi det er tabuiseret at få sin rolle som lærer undermineret i sådan grad.

Du beder din leder om at tage en samtale med klassen om, hvad der er sket, så der kan skabes et rum for den traumatiske oplevelse. Men det bliver afvist.

»Vi opfordrer ressourcestærke forældre til at vælge folkeskolen til og beder dem om ikke klumpe sig sammen i enklaver af overskud.« Fold sammen

At feje ting under gulvtæppet er symptomatisk for din hverdag i folkeskolen. Kulturelle misforståede særhensyn, berøringsangst over for forældres omsorgssvigt, hvilket lærere skal rette op på, og en virkelighedsfjern forvaltning, der kun forholder sig til undervisningen teoretisk – det er forhold, der former din hverdag som lærer.

Du vælger så at tage bladet fra munden og fortæller

© Berlingske