Afghanistan. Irak. De tvende står som tavse vidnesbyrd om Vestens fald. Syrien står som skamstøtten over dem alle – for dér sejrede fejheden og bekvemmeligheden og etablerede den største menneskelige katastrofe i det 21. århundrede.

Amerika er nu sig selv, Europa alene hjemme – og hver morgen kigger man på sin foretrukne nyhedskanal og ser, hvad der nu er sket i løbet af natten. Endnu holder freden i det gamle Europa. Endnu. Men i Ukraine sker barbariske angreb nu hæmningsløst og målrettet mod civilbefolkningen, og skønt vi gør meget, gør vi ikke nok.

Vi ved det. Vi kan se, hvad Israel formår i forhold til Iran. Vi kan se, at det er muligt at fjerne langt det meste fra himmelrummet med vestlig teknik og teknologi. Men raseriet og ondskaben falder fortsat over den ukrainske befolkning, byerne. Igen og igen. Hver dag fortæller sine egne tragedier; hver dag er et barn, en forælder, et menneske i en kæde af andre mennesker dødt, lemlæstet.

Det er så voldsomt. Og det er tid at sige, at uanset hvem man er, så er den form for bombardementer forkerte, ondsindede, nederdrægtige. Det er ikke muligt at tie om Gaza mere. Man kan ikke se billederne derfra og hævde, at det er nålestiksoperationer. Det er regelløst. Hæmningsløst. Og det kan ikke stå uden modsigelse. Ja, angrebet på Israel var barbarisk. Men det kan ikke undskylde eller legitimere........

© Berlingske