Så fik vi et totalberedskab – bedre sent end aldrig

Jeg og andre har i årevis efterlyst en samlende ramme omkring arbejdet med dansk beredskab og samfundssikkerhed. Nu indfører Regeringen et totalberedskab – men er det nok?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi har hørt det igen og igen siden Ruslands angreb på Ukraine for fire år siden: Trusselsbilledet er skærpet til et niveau, vi ikke har set siden anden verdenskrig. Samtidig er risikobilledet også blevet forværret med voldsommere naturskabte og klimaforandringsdrevne hændelse og hyppigere og mere omfattende nedbrud i komplekse teknologiske systemer.

Kig bare ud ad vinduet og se på dyngerne af sne – eller tænk tilbage på Nets-nedbruddet sidste år, som satte betalingssystemerne ud af drift over hele landet i timevis. Vores ellers velfungerende og effektive samfund er sårbart over for en bred vifte af potentielle forstyrrelser.

Mest opmærksomhed har hybridkrig fået i den seneste tid. De fleste af os har hørt om overbelastningsangreb på offentlige hjemmesider, som kan virke forstyrrende, men sjældent får direkte konsekvenser for os som borgere. Siden 2024 har Danmark imidlertid også oplevet forsøg på egentlige destruktive cyberangreb, hvor fremmede statsstøttede hackere er brudt ind i den teknologi, som styrer f.eks. vandværker og andre former for kritisk infrastruktur.

Og så var der dronehændelserne i september 2025, som lukkede danske lufthavne og resulterede i et ugelangt totalforbud mod at flyve med modelfly og ellers helt lovlige droner i det nedre luftrum. Danmark fremstod beskæmmende uforberedt på den trussel.

Udfordringen er, at hverken vildt vejr, teknologiske kaskadeeffekter eller ondsindede hybridangreb kerer sig om sektorgrænser, forvaltningsniveauer eller teknokratiske opdelinger mellem civilt og militært forsvar og offentlige og private instanser. Især de hybride virkemidler, som trives i gråzonerne og under tærsklen for væbnet konflikt i den folkeretslige betydning, kan målrettes samfundets svage punkter, hvor der er uklarhed om ansvarsfordeling og dårlig koordination mellem myndigheder. I den forbindelse skal vi altid huske på, at formålet med at føre hybridkrig ikke er at afbryde vandforsyningen i en dansk provinsby eller at lukke Københavns Lufthavn en mandag aften med ulovlig droneflyvning – det egentlige mål er den langsomme, men sikre erosion af vores sammenhængskraft som nation og stat. Det opnås ved på kreativ vis igen og igen at sprede bekymring i befolkningen og udstille myndighedernes handlingslammelse og manglende evne til at beskytte vitale samfundsfunktioner.

Regeringen har nu præsenteret en vision om et dansk totalberedskab. Ideen er ikke ny, for både EU, NATO og de andre nordiske lande har i årevis udviklet og indført lignende koncepter, og der er samtidig mange reminiscenser af den kolde krig i begrebet. Ligesom totalforsvaret, der var en samordning af det militære forsvar, civilforsvaret, det civile myndighedsberedskab og politiet, er Danmarks nye totalberedskab ikke en selvstændig myndighed eller et nyt, tungt bureaukratisk forvaltningslag. Det er nærmere et fælles sprog og en samlende idé, der skal hjælpe os videre ad den vej, som vi herhjemme desværre først sent slog ind på. Jeg plejer at sige, at vi er fem år efter Sverige, ti år efter Norge og 30 år efter Finland (hvis vi overhovedet har lyst til at sammenligne os med dette robuste land, hvor Den Kolde Krig aldrig rigtigt sluttede). Men bedre sent end aldrig.

Totalberedskabet lanceres nu, hvor der faktisk ER sket en positiv udvikling på beredskabsområdet i Danmark. Efter en bred debat fik danskerne for første gang i nyere tid konkrete anbefalinger til at bygge hjemmeberedskabet op i juni 2024, og for halvandet år siden så Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab så dagens lys. Opgaver fra otte ministerområdet blev flyttet over til det nye ministerium, der fik en væsentlig koordinerende rolle, og selv om kritikken har været hård af både minister og ministerium, står Danmark på alle måder et væsentligt bedre sted i dag end for halvandet år siden. Der er etableret samarbejdsfora for erhvervsliv og civilsamfundsorganisationer, borgerne har fået deres kriseanbefalinger, og Styrelsen for Samfundssikkerhed har udgivet gode vejledninger i beredskabsplanlægning for både sårbare grupper og lokalområder. Dertil kommer de mere teknokratiske tiltag såsom implementering af vigtige EU-direktiver, igangsættelse af en række længe ventede sårbarhedsanalyser samt nedsættelsen af Ekspertpanelet for beredskabsområdet, hvori jeg selv sidder.

Da vi for få uger siden afgav vores anbefalinger fra netop Ekspertpanelet til et styrket redningsberedskab, gjorde vi det i ”rammen af et totalberedskab” ud fra den betragtning, at det ikke nytter noget at robustgøre en enkelt sektor, hvis det ikke sker i samspil med de øvrige myndigheder samt resten af samfundets beredskabsaktører (https://mssb.dk/media/ojxnv0cz/rapport-ekspertpanel-for-beredskabsomraadet.pdf). Dermed lagde vi en bold op til beredskabsministeren, som han nu dribler videre med – og han har heldigvis inviteret sine kolleger ind på grønsværen til en fælles offensiv. Sundhedsministeren har ansvaret for sundhedsberedskabet, som også er kommet op i gear, hvad beredskab angår. For nylig fik hospitalerne f.eks. en vejledning fra Sundhedsstyrelsen i kontinuitetsplanlægning for strømnedbrud. Klima-, energi- og forsyningsministeren fik allerede sidste år en lov om forhøjet beredskab i energisektoren på plads, og miljøministeren – ja, han vejledte i slutningen af sidste år danskerne om toiletbesøg under kriser. Det tog godt nok Miljøstyrelsen længere tid end at bygge Empire State Building at udarbejde anbefalingen om at pølle i en plasticpose, men bedre sent end aldrig .

Totalberedskab dækker over myndighedernes beredskabsansvar på både statsligt, regionalt og kommunalt niveau (whole-of-government på EU-sprog) og inddragelse af erhvervsliv, civilsamfund og borgerne (whole-of-society) i en koordineret fælles indsats for at robustgøre vores samfund mod alle former for risici og trusler. Målet er ikke at undgå kriser og i værste fald krig – men med rettidig omhu at gøre vores bedste for, at samfundet fortsat kan fungere også i ekstraordinære situationer. I totalberedskabet har vi alle en rolle at spille, et ansvar at løfte og et fælles mål at sigte efter. Vi er kun lige begyndt, men nu er vi i det mindste i gang herhjemme, og fra forskningssiden ser vi frem til at understøtte det videre arbejde med at udvikle det danske totalberedskab.

I begyndelsen af maj afholder vi således på forskningscenteret SECURE på Roskilde Universitet den første Totalberedskabskonference, som forhåbentlig bliver en årligt tilbagevendende begivenhed.

For der er stadig mange uafklarede spørgsmål om totalberedskab. Hvordan definerer vi helt præcist roller, ansvar og opgaver mellem de involverede aktører? Er det hele bare fine ord, eller kommer der snart konkrete aftaler, procedurer og lovgivning på plads?

Og – vigtigst af alt – hvor skal pengene komme fra? Der er annonceret en akutpakke til redningsberedskab, nødstrømsanlæg og telekommunikation på en milliard, men den får hurtigt ben at gå på, og alene betegnelsen ”akutpakke” viser, at rettidig omhu hidtil ikke har været det styrende princip. Fremtidens totalberedskab skal finansieres langsigtet og i et sådant omfang, at vi ikke fortsætter med at begå fortidens synder, men i stedet tager et fælles ansvar for at være godt forberedt på kriser. Det siger NATO heldigvis også: 1,5 procent af bruttonationalproduktet skal bruges på den brede samfundssikkerheden. Det er omkring 45 milliarder om året. Men hvor meget er vi villige til reelt at bruge på totalberedskab?

© Jyllands-Posten