Skal valgkampen virkelig kun handle om procenter og pesticider?

Mens valgkampen i 2026 domineres af milliarder til forsvar og nye formueskatter, glimrer kulturpolitikken ved sit fravær. Det er et demokratisk svigt af en sektor, der både bærer vores åndelige beredskab og omsætter for milliarder.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er efterhånden en fast tradition i danske valgkampe: Vi taler indgående om alt det, der kan måles i et Excel-ark, mens det, der rent faktisk binder os sammen som folk – kulturen – bliver gemt væk som en luksusvare, vi kan tillade os at diskutere i »fredstid«.

Selv kulturministeren må nu konstatere på de sociale medier, at de store landsdækkende mediers kandidattest fuldstændig forbigår kulturområdet. Det er faktisk ret vildt. Vi står midt i en valgkamp, hvor de store overskrifter handler om formueskat, klasselofter i den nye »lilleskole« og sprøjtegifte i grundvandet, men hvor er samtalen om det menneske, der skal leve i det samfund, vi bygger?

Det er paradoksalt. Både statsministeren og kulturministeren har ellers flittigt talt om vigtigheden af vores »åndelige beredskab« i en urolig tid. Kulturministeren har ligefrem nedsat det nye Råd for kulturel modstandskraft, der skal ruste os mentalt og kulturelt mod tidens kriser. Men nu, hvor krydset skal sættes, er dette beredskab tilsyneladende sendt på afspadsering.

Når vi diskuterer forsvarsbudgetter, der galoperer mod 3,5 pct. af bnp, må vi spørge: Hvad er det egentlig, vi forsvarer? Hvis vi ruster os til tænderne militært, men lader vores fælles fortællinger, kunst og dannelse visne hen i de politiske prioriteringer, så har vi måske sikret grænserne, men tabt indholdet.

Vi begår en fatal fejl, hvis vi tror, at kulturpolitik kun handler om bløde værdier og skåltaler. De kulturelle og kreative erhverv er en økonomisk sværvægter. Ifølge analyser fra blandt andre Dansk Erhverv og Danmarks Statistik omsætter sektoren årligt for knap 390 mia. kr.

Det er et svimlende beløb, der svarer til over 7 pct. af den samlede produktion i Danmark. Til sammenligning omsætter det samlede danske landbrug for cirka 100 mia. kr. årligt. Alligevel behandles kulturen som en hobby i den politiske debat, mens landbruget – der omsætningsmæssigt er over fire gange mindre – dominerer debatten om både miljø, eksport og vækst. Over 150.000 mennesker arbejder direkte i kultur- og oplevelseserhvervene, men deres vilkår og branchens rammer fylder intet i kandidattest.

Vi mangler en politisk erkendelse af, at kulturen ikke er flødeskum, men selve fundamentet for vores trivsel og sammenhængskraft. I en tid præget af stigende ensomhed og en hastigt skiftende verden er det kunsten og de kulturelle fællesskaber, der giver os et sprog for det svære og et rum til at forstå hinanden.

Det handler ikke bare om institutionsbevillinger eller tekniske reformer, men om at sikre, at alle danskere – uanset postnummer – har adgang til de oplevelser, der vækker nysgerrighed og dannelse. Hvis vi glemmer at investere i det, der gør os til hele mennesker, bliver alle de økonomiske og grønne løsninger tomme skaller. Vi har brug for politikere, der tør omsætte de pæne ord om »åndeligt beredskab« til en vision for, hvordan vi styrker de bånd, der knytter os sammen, før hverdagen og de økonomiske regnestykker igen får lov at fylde det hele.

Det er på tide, at både medierne og politikerne vågner op. En valgkamp uden kulturpolitik er en fattig valgkamp. Vi kan ikke nøjes med at diskutere, hvordan vi skal overleve – vi er nødt til at diskutere, hvad det er for et liv, vi gerne vil leve sammen.

Kære medier: Få nu de kulturpolitiske spørgsmål ind i jeres dækning. Og kære politikere: Hvis det »åndelige beredskab« er mere end bare en flot overskrift, så vis os jeres visioner nu. Alt det, der samler os, må simpelthen ikke blive glemt.

© Jyllands-Posten