Flere statuer af kvinder, ja tak. Men hvilken historie skal de fortælle?

Kulturministeren vil bruge 10 mio. kr. på flere statuer af kvinder. Det er mere end en debat om køn i bronze eller granit. Det er en debat om, hvilke danmarkshistorier vi vælger at gøre synlige – og hvem vi lader definere, hvad Danmark er.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I Gylling syd for Horsens står en mindesten for Karen Jeppe. For de fleste danskere er hun helt ukendt, men armeniere verden over kalder hende »deres moder«, hvad der også er skrevet ind på den ru granitsten.

Hun er samtidig blandt de 100 kvinder, som et ekspertudvalg under Aalborg Universitet i en netop offentliggjort rapport foreslår rejst flere statuer af i det offentlige rum.

Karen Jeppe forlod Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede og dedikerede sit liv til armenske flygtninge. Under folkedrabet i Osmannerriget reddede hun tusinder fra deportation og dødsmarcher. Hun organiserede skoler og klinikker og arbejdede for Folkeforbundet, længe før Danmark begyndte at tale om sig selv som humanitær foregangsnation.

Det er ikke kun en stærk personlig historie. Det er et stykke danmarkshistorie, vi sjældent fortæller.

Nu vil kulturminister Jakob Engel-Schmidt afsætte 10 mio. kr. under Statens Kunstfond til at medfinansiere nye statuer af historiske kvinder. Bag initiativet ligger en veldokumenteret skævhed: Kun omtrent hver 10. statue i Danmark forestiller en kvinde.

Det kalder på handling. Men det kalder også på klarhed.

For hvad er det egentlig, vi vil rette op på? En ubalance i optællingen – eller en ubalance i vores fortælling om os selv?

Rapportens top 100-liste skal inspirere kommuner og fonde til at rejse nye monumenter. Repræsentation betyder noget. Det offentlige rum er ikke en kulisse. Det er en del af vores kollektive hukommelse.

Historikeren Gry Jexen har peget på, at synlighed ikke kun handler om at hylde fortidige personer, men om hvordan vi forstår os selv i nutiden – og hvem vi kan forestille os træde frem i fremtiden. Hvis vi kun ser bestemte mennesker som historiens hovedpersoner, påvirker det også vores forestilling om, hvem der kan være det.

Det er en vigtig pointe.

Men synlighed alene er ikke det samme som historisk forståelse.

Flere statuer gør ikke i sig selv vores historiefortælling rigere.

Karen Jeppe er ikke blot en historisk vigtig person, der mangler i bronze eller granit. Hun repræsenterer de kapitler af danmarkshistorien, der sjældent fylder i den nationale selvforståelse: de mindre kendte skikkelser med afgørende betydning, civilsamfundets internationale engagement og den stille opbygning af det samfund, vi i dag tager for givet.

Bliver hendes betydning større af endnu en statue? Nej. Hendes indsats står fast.

Det afgørende er, om vi bruger anledningen til at genopdage de mindre kendte dele af vores historie.

Når vi rejser statuer, vælger vi ikke bare personer. Vi vælger perspektiver. Vi beslutter, hvad næste generation skal møde på torve og pladser – og dermed, hvem de lærer at spejle sig i.

Er det primært magtens og krigens historie? Eller også fortællingen om ansvar, mod og medmenneskelighed?

Det er den egentlige debat, ministerens pulje åbner.

Hvis de offentlige millioner kroner blot fører til flere monumenter med kvinder, har vi rettet på et tal. Hvis de fører til en bredere samtale om de kapitler af vores historie, der formede vores internationale udsyn, vores velfærdssamfund og vores demokratiske kultur, har vi gjort noget vigtigere.

For spørgsmålet er ikke kun, hvem der mangler på soklen.

Spørgsmålet er, hvem vi ønsker at skrive ind i vores fælles danmarkshistorie.

© Jyllands-Posten