Trumps eftermæle afgøres ikke af balsale og benzinpriser, men af kampen mod Kina

Hvis USA under Trump mister terræn i forhold til Kina på teknologi, alliancer, industripolitik og global indflydelse, vil triumfbuen og balsalen bare være en forgyldt kulisse, der står tilbage som et symbol for en dekadent supermagt i tilbagegang.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I dækningen af Donald Trump risikerer man til tider ikke at se skoven for bare træer. Eller rettere: Man kan ikke se skoven for bare guldbelagte triumfbuer, Truth Social-opslag, benzinpriser, ICE-razziaer, juridiske slagsmål og daglige udmeldinger, der kunne få Uffe Elbæk til at udbryde ”ahmen, ahmen, ahmen hvor er det crazy, det her!” fra morgen til aften.

Det er forståeligt, for Trump er ikke bare en politiker, men et permanent støjniveau. En menneskelig brandalarm, der på de fleste arbejdspladser ville udløse øjeblikkelig evakuering, krisemøde og en meget lang sygemelding hos HR-chefen.

Men netop derfor risikerer man at forveksle det spektakulære med det historisk afgørende.

For det, der larmer mest, er ikke nødvendigvis det, der kommer til at betyde mest.

Fremtidens historikere vil næppe primært hæfte sig ved, om Trump fik bygget en ny balsal, om benzinprisen faldt nogle cent i Pennsylvania, eller om hans immigrationspolitik dominerede amerikansk kabel-tv. Den slags er ikke uvæsentlig og kan sagtens fylde meget i mediedækningen fra dag til dag.

Det kan også være med til at tabe valg og drive redaktører, kommentatorer og USA-analytikere til søvnmangel. Men i det lange historiske lys vil jeg tillade mig at postulere, at det helt store spørgsmål er et helt andet:

Var Donald Trump som USA’s 47. præsident med til at vinde eller tabe det 21. århundredes store kapløb mod Kina?

Det er også med den overligger, at man med fordel kan fortolke Trumps møde med Xi Jinping i........

© Jyllands-Posten