Hvem skal jøderne stemme på ved folketingsvalget?

Antisemitismens ulækre ånd bliver overhovedet ikke italesat i valgkampen. Det er åndløst, når det mere handler om formueskat end at sikre tilværelsen for jødiske medborgere, som i stigende grad lider under en boblende antisemitisme.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden talte jeg med en jøde, der betroede mig dét, vi egentlig godt ved, men taler alt for lidt om: antisemitisme. Gammeldags jødehad simpelthen.

At der bliver spyttet foran huset, hvor en jøde bor. At der bliver sendt truende beskeder til børn, der end ikke selv er jøder – men blot er af jødisk afstamning. At børn undlader at tage Israels landsholdstrøje på til idræt i skolen. At man ikke bærer en jødestjerne om halsen. At al verdens skyld, for en sikkerheds skyld, bliver losset over på jøderne. At Benjamin Netanyahus gøren og laden bliver nedarvet til hver en jøde – som fædrene, der spiser sure druer, og børnene får stumpe tænder. At man som jøde bevidst kun benytter sit danske efternavn – det jødiske gemmer man væk. Af angst.

Og med velbegrundet angst. For antisemitismen trives i bedste velgående – ikke bare på de områder af Nørrebro, der til forveksling ligner gader i Mellemøsten – men også i provins-Danmark, i hele Danmark – ja, i hele Europa.

Vi talte om jødernes håbløse situation, som ingen rigtig gør noget ved – og ingen eller få rigtig ved, hvor galt det står til. For få, der ved, at vi er ved at fordrive en religion, en befolkningsgruppe fra Danmark.

Og jødehadet er en genlyd fra dengang i det 20. århundrede, da Stefan Zweig skrev, at det mest tragiske ved den jødiske tragedie er, »at de, der led, hverken kunne se nogen mening med lidelsen eller selv føle nogen skyld. Middelalderens forfulgte og fordrevne, deres aner og stamfædre, havde i det mindste vist, hvorfor de led: De led for deres tro og love. De havde endnu som en sjælens talisman, hvad nutidens jøder for længst har mistet, nemlig deres urokkelige tro på Gud«.

Det er en vigtig pointe, Zweig har: De fordrevne og forfulgte jøder i dag er i stort omfang sekulariserede jøder – det er ikke de ortodokse, andægtigt klædt med sidelokker. Nej, for som Zweig skriver i ”Verden af i går”: »Det 20. århundredes jøder havde ikke mere noget fællesskab og havde ikke haft det længe. De havde ingen fælles tro, og det, at de var jøder, følte de snarere som en byrde end som en stolthed, og de var sig ikke bevidst at have nogen mission.«

Sådan er det også for de fleste jøder i dag. Det vigtigste er ikke at dyrke religionen, det hellige sprog og traditionerne, men at assimilere sig, indgå i helheden, »ligne folkeslagene omkring dem«, så de kan få fred fra forfølgelserne og »hvile ud ovenpå den evige flugt«, som Zweig formulerer det.

En undersøgelse foretaget i efteråret 2025 af Institut for Menneskerettigheder viser, at 86 pct. af de danske jøder har oplevet en stigende utryghed i hverdagen siden 7. oktober 2023 – 83 pct. regulerer deres adfærd, f.eks. ved at undlade at bære en davidsstjerne eller undlade at tale højt om forhold, der kan få andre til at antage, at de er jøder.

72 pct. har afholdt sig fra at give deres mening til kende online eller i det offentlige rum af frygt for repressalier. 64 pct. oplever, at det er lettere at blive accepteret i ikkejødiske fællesskaber, hvis de skjuler eller nedtoner deres identitet, f.eks. på studiet og arbejdspladsen.

Og sådan fortsætter den rystende og fuldstændig ubegribelige undersøgelse, der har fået bemærkelsesværdig lidt bevågenhed politisk og i medierne.

Vi er nu gået ind i valgkampens tredje uge, og jeg mindes ikke at have hørt antisemitisme nævnt én eneste gang. Vågn nu op, venner!

Spørgsmålet er så, hvilket parti der kan være jødernes parti? Hvilket parti tør forsvare ytringsfriheden og religionsfriheden i den grad og på det niveau, der er nødvendigt for, at jøderne ikke en dag er nødsaget til at forlade landet, leve i skjul og finde sig i at være bundet på mund og hånd?

Jeg tror ikke nødvendigvis, at DF’s våde og urealistiske drømme om remigration af muslimske indvandrere får mange jøder til sætte deres kryds dér. Man skal i hvert fald være tilhænger af den uklædeligt simple retorik – og man skal have opgivet enhver tanke om, at integration kan lykkes. Er det hos De Konservative krydset sættes? Hvad er det nu lige, de mener? Noget med ansvarlige økonomi og erhvervsliv – ikke meget ånd og frihed og åndsfrihed der.

Liberal Alliance har (med enkelte undtagelser) mere travlt med atomkraft end åndskraft. De Radikale går mange jøder nok i en bue udenom, Støjberg er måske også for mange en kende for brovten. Socialdemokraterne er måske det gode bud på det røde valg.

Hvad med Venstre? Hvis vi lige kan tilgive dem for Koranloven, der vist kun voksede i Jan E. Jørgensens baghave. Venstre kan faktisk godt finde deres gamle højskolehjerte frem, løfte den åndelige arv og holde åndsfrihedens fane højt op. En mand som Morten Dahlin har faktisk format og forstand til at forstå og formidle, at »frihed lad være vort løsen i Nord, frihed for Loke såvel som for Thor«. Hvis vi nu lige skal blande Grundtvig ind i det.

For ingen har gjort så klart som ham, hvad åndsfrihed er, og tilføjer derfor, den ofte oversete sætning: »Frihed for alt, hvad der stammer fra ånd.« Det vil sige, at man må tro, hvad man vil. Man må gerne f.eks. være muslim og leve og tro i Danmark – det, vi ikke kan give frihed til, er det livs- og åndsfornægtende. Det, Grundtvig ser repræsenteret i Fenrisulven, der »i sit svælg vil det ædle begrave«.

Og det er ikke kun i ekstremistiske islamiske miljøer, Fenrisulven trives. Vi er nødt til at indse, at der løber et slamspor i vores samfund, hvor også gammeldanskere falder i og bliver til mudrede kældermennesker, der ønsker jøder alt ondt. Det spor skal vi forsage med al hvor hjertets og friheds kraft.

© Jyllands-Posten