Fællesøkonomi er ikke en manifestation af kærlighed

Man tager ansvar for hinanden – ja, jo – det gør man. Men man har så sandelig stadig et ansvar selv.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Fællesøkonomi er ikke et udtryk for kærlighed. Fællesøkonomi har overhovedet ikke en pind med kærlighed eller ikke-kærlighed at gøre, og det er heller ikke »en manifestation af en “mig, mig, mig”-kultur, hvor enhver er sig selv nærmest,« som en kvinde for nylig skrev i et debatindlæg i nærværende avis.

Hun synes ikke alene, at det er en god idé at have en stor fælleskasse, nej, hun var ligefrem forarget, når par, kærestepar eller ægtefæller fravælger fællesøkonomi. Og så skal jeg da lige love for, at alle os moderne, selvoptagede ”mig, mig, mig”-typer, der beholder hver vores økonomi, hver vores konto, hvert vores selvstændige liv – selvom vi lever i parforhold – fik læst og påskrevet.

Læs engang: »Man vil gerne have kærligheden, trygheden og hverdagen sammen, men når det kommer til økonomien, holder man igen og forbereder sig på worst case. Man tør ikke gå all in. Der skal være bagdøre og sikkerhedsnet, hvis forholdet en dag skulle gå i stykker.«

Bum bum … men er det, taget i betragtning af at omkring 40 pct. af alle ægteskaber bliver opløst, måske ikke fornuftigt nok at beholde bare en smule på kistebunden selv?

Som frie, selvstændige mennesker. Jo, det vil jeg mene. Det er vel bare sådan helt gammeldags jydefornuft – og det har intet at gøre med libertinerliv og åbne kattelemme. Jeg bliver helt træt, når der skal tales ned til tidens såkaldt dekadente menneske, der åbenbart både mangler mod og moral i forhold til at give sig hen i et forhold – også økonomisk:

»Det kræver mod. Et mod, jeg frygter, at flere og flere ikke længere har i troen om, at græsset måske er grønnere på den anden side.«

Det er simpelthen ikke rigtigt, at mennesket af i dag går rundt og holder på sig selv og ikke tør give »slip på jeg« og »vælge vi« og sikrer alle mulige bagdøre, så vi kan slippe nogenlunde helskindet væk. »Parforhold er ikke en exitstrategi. Det er et fællesskab.«

Ja og amen til det – og fællesskabet fungerer fint uden fællesøkonomi, kan jeg hilse at sige.

Hvordan folk vælger at leve og indrette sig i deres parforhold og ægteskab, må de fuldstændig selv om, og der er ingen grund til at forarges. Hvis folk lever godt med fællesøkonomi, er det jo fint, men på mange måder hører det jo en svunden tid til. Det hører den tid til, hvor kvinden var økonomisk afhængig af manden, fordi hun ikke tjente penge – og manden praktisk afhængig af kvinden, fordi han ikke kunne koge et æg selv.

Aldrig før i menneskets historie har vi været så uafhængige af hinanden som nu; vi kan klare os selv – og dog er afhængigheden af det andet menneskes blik på os lige så gammel som menneskeheden. Fordi den andens kærlige blik skaber noget i os, vi ikke kan skabe selv. Det er derfor, vi er sammen med et andet menneske. Ikke af økonomiske årsager.

Derfor er det så forfejlet at lade den måde, vi økonomisk indretter os på, udsige noget om kærligheden. Det gør ikke kærligheden mindre sand eller god ved at have fælles udgifter, men separat økonomi. Det gør heller ikke kærligheden mindre oprigtig, hvis man laver særeje – og man skal for Gud i himlens skyld ikke ligge under for den påstand og det pres, at med særeje er tvivlen indvævet i ægteskabet. Sådan noget vrøvl.

Ægteskabet har forandret sig – og er under stadig forandring – engang blev bruden overgivet til manden. I dag er kvinden fri. Det er ikke nødvendigheden, normen eller alt muligt andet, men kærligheden (hvad den så end indeholder), der er ægteskabets grund. Den ”romantiske kærlighed”, om man vil. Og kærligheden er ikke mindre sand eller stor, oprigtig eller ren, end den var, før verden så at sige gik af lave, og skilsmisser blev hverandenmands eje. Mennesket føler og elsker, længes og drages ikke mindre, end man gjorde tidligere, men kærligheden i ægteskabet er så at sige sat fri.

Man bliver jo ikke længere gift, fordi man vil sikre hinanden – i hvert fald gør de færreste. Nej, man bliver gift, fordi det er en manifestation af en kærlighed, som man tror og håber på og beder om må vare ved. Og det er altid et forsøg. Der er ingen garanti. Og man må gerne tro på kærlighedens storhed, selvom det er tredje eller fjerde gang, man går op ad kirkegulvet – det er der også noget livsbekræftende i.

Jeg har begravet hundreder af gamle mænd og koner, der har levet i livslange ægteskaber – ikke nødvendigvis lykkelige ægteskaber, men livslange med fællesøkonomi. Det er deres kærlighed ikke blevet finere af. For fælles økonomi er ikke en blåstempling af, at man nu virkelig også mener det, at man vil elske og ære, til døden skiller og ind i evigheden. For det kan man sagtens mene – men nogle gange så dør kærligheden. Kærlighedens død – og det er også en slags død. For det er en intethed, der kommer imellem to mennesker.

Det er med kærligheden, som den franske filosof Alain Badiou skriver: »I en vis forstand erklærer enhver kærlighed sig for evig: Det er indeholdt i erklæringen … Problemerne kommer bagefter, når denne evighed skal indskrives i tiden. For kærligheden er i grunden dette: en erklæring om en evighed, der skal realiseres eller udfoldes, så godt som den nu kan, i tiden. En nedsænkning af evigheden i tiden.«

Læs det lige igen: »En nedsænkning af evigheden i tiden.«

Dét er så stort, så gådefuldt og så rørende smukt og så forbandet svært – at ingen aftale om fællesøkonomi hjælper. Lidenskaben kan godt blegne og udfordres, når opvaskemaskinen skal tømmes, ungerne kræver deres, og vasketøjet skal sorteres – men det er ikke alene derfor, mange ægteskaber opløses.

Når vi taler om kærligheden som evighedens nedsænkning i tiden, er vi på et helt andet åndeligt niveau – her forstår vi ikke kærlighedens væsen. Vi kan ikke gennemskue kærligheden, hverken når den lykkes eller når den kuldsejler – og vi kan ikke fortøje den med økonomiske aftaler. Kærligheden er.

© Jyllands-Posten