Et land uden postkasser er et fattigt land

Danskerne er blevet så digitale, at vi har vendt brevskriveriet ryggen. Det er også omhyggeligheden, der har tabt et slag, da brevposten døde.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Før sommerferien fik min datter, Inger, sit første og sidste brev sendt med PostNord. Til Inger Høgh Piekut.

En menneskehånd havde sirligt klæbet en række fine danske frimærker på kuverten. 29,00 kr. havde forsendelsen kostet, og det lille brev havde sikkert været en uges tid undervejs.

Brevet var fra Bjergmarksskolen i Holbæk, vores lokale distriktsskole, med en indbydelse til første skoledag, et lille infohæfte og et lille papskilt med påskriften 0.B. Klar, parat, skolestart – og alt sendt personligt til lille Inger. Hurtigere, billigere og mere effektivt havde det været at sende samme ord digitalt til min e-Boks.

Men den lykke, det er at åbne postkassen og finde et brev med sit eget navn på, med frimærker og stempel, som nogen har gjort sig umage med at frankere og forsende – dét kan digitalisering og effektivisering ikke hamle op med. Brevet ligger i erindringskassen fra 2025 sammen med billedet fra første skoledag af en lille pige uden fortænder, fordi mælketænderne var rokket ud.

Hun vil få kassen med sig, når hun flytter hjemmefra, og engang vil hun finde........

© Jyllands-Posten