Gemmekassen med breve er omfangsrig og inddelt i kategorier. Venner, familier. Forsigtigt åbner jeg posen med kærestebreve.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Gaven var en skuffelse.

Og på ingen måde i kategorien ”det, man giver sin elskede i 30-års fødselsdagsgave”.

Men min mand mente at have observeret et behov.

Han havde tilmed anstrengt sig, hævdede han, da han forventningsfuldt overrakte pakken:

En svamp til at fugte frimærker med.

Måske havde han set rigtigt.

For på den tid lå jeg i nærmest fast rutefart mellem bopælen i Grole og posthuset i Solferino i Italien. Forbindelsen til Danmark skulle holdes. Og det foregik med brev. Til Danmark og fra Danmark. De fleste er gemt, og i dagens anledning, når PostNord uddeler det sidste brev, åbner jeg for gemmekassen: ”Breve til Jette”.

Venindebreve, en del breve fra mor, færre fra far. Fra fredskvinder, kolleger. Håndskrevne, maskinskrevne. Sirligt ordnet i plasticposer. På en af dem står der »Div. mænd i Jettes liv«.

Kærestebreve kan noget særligt.

Især når de er adresseret »Fr. Jette Elbæk«, er håndskrevet med fyldepen, har et presset ahornblad vedlagt og »er skrevet i lidt hast«. Et livstegn er et livstegn. Man er ikke glemt. Håbet........

© Jyllands-Posten