menu_open Columnists
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close

Tag jer dog sammen

7 0
yesterday

DET ER EN SURREALISTISK oplevelse at følge med i dansk politik lige nu. Vores tidligere allierede USA er godt i gang med at antænde en verdensbrand med en helt tåbelig krig mod Iran. Kun denne krig distraherer Trump fra hans forsøg på at stjæle Grønland. Putin fortsætter sin morderiske krig mod Ukraine, mens han opruster mod os andre. 

Vi er på randen af et eller andet meget ubehageligt.

OG HVAD GØR vores hjemlige politiske han- og hunelefanter? I denne sådan lidt alvorlige situation?

Jo, først syntes Mette Frederiksen, det kunne være et storslået tidspunkt at holde et folketingsvalg. Og nu, da vi har stemt, fortæller politikere raden rundt i hinanden, hvem de absolut ikke vil sidde i regering med. SF vil ikke med De Konservative, DF vil ikke med Moderaterne, Venstre ikke med S. Og så videre.

Det er jo som at høre gæsterne ved en børnefødselsdag skændes om, hvem der skal lege med hvem. 

Tiden er simpelthen ikke til dette elefantcirkus. Ligesom der ikke findes noget godt tidspunkt at punktere på, er der heller ikke oplagte tidspunkter at have en regeringskrise. Men lige nu er nok sådan omtrent det mindst velvalgte tidspunkt siden 1945.

SÅ DET ER det første krav til politikerne: Tag jer dog sammen. Få det gjort. Dan en regering.

Andet krav: Politiske analytikere leger med byggeklodser for at stable et regeringsflertal på benene. Ærligt talt: Drop det. Vi har lige prøvet at have en flertalsregering, og det blev en opvisning i arrogance. Det behøver vi ikke én gang til. Dan en mindretalsregering, der er så smal, at den kan fungere indadtil, og samarbejde udadtil. Det er sådan, vi plejer at gøre i Danmark.

Tredje krav: Hold DF væk fra enhver form for indflydelse.

FOGH OG LØKKE brugte DF som støtteparti for deres regeringer. Men dengang var partiet ledet af Pia Kjærsgaard og senere Kristian Thulesen Dahl. Det er længe siden.

DF i dag er et totalt forandret parti. Formand Messerschmidt tumler rundt og leger russiskvenlig højreekstremist. Han tager på pilgrimsrejse til Mar-a-Lago for at møde Trump – der dog ikke havde tid. Han fantaserer om udvisning af et enormt antal udlændinge. Han skriver sin egen ’fredsplan’ for Ukraine-krigen, der til forveksling ligner Kremls krav. I Europa-Parlamentet stemmer DF som eneste danske parti imod EU’s nødlån til Ukraine.

Putins marionet i Ungarn, Viktor Orban, har selvfølgelig allerede skrevet og ønsket Messerschmidt tillykke med DF’s valgsejr i tirsdags. Det siger alt, hvad vi behøver at vide.


© Ekstra Bladet