DEN SOM FISEN LUGTE KAN
INGER STØJBERG var rystet i sin ravjyske grundvold. Dirrende af indestængt forbitrelse tonede Danmarksdemokraternes formand frem på skærmen foran Folketingssalen. - Jeg har siddet i Folketinget i mere end 20 år. Og jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Dette oprørte intermezzo udspandt sig på selveste den højtidelige dag, hvor de nye folketingsmedlemmer var mødt op på Borgen i deres fineste skrud og familierne under armen for at skrive under på, at de vil overholde Grundloven. Støjbergs patosbelagte stemmebånd gik endnu en oktav op, da hun erklærede: - Det er en skamplet på demokratiet. Og der er kun én at bebrejde. Det er Borgernes Parti. JA, HARMEN var inficeret af det møg, som Støjberg mener Borgernes Parti og Lars Boje Mathiesen har besudlet Folketinget med. Den gode Støjberg har ret i, at det bestemt ikke ser snorlige ud med løsgængere ad libitum inden for Folketinget, før det overhovedet er kommet i gang. Læg dertil møgsager om konkurser og boligsager, som helt uhørt udsatte godkendelsen af valget. PROBLEMET ER bare, at Støjberg åbenlyst ikke er den rette til at kaste denne verbale sten. Hun blev selv dømt ved Rigsretten. Et bredt flertal af hendes kolleger i Folketinget smed hende ud på røv og albuer, da de for kun fire år siden i december 2021 fandt hende uværdig til at sidde i Folketinget. Hun var kun det femte medlem i Danmarkshistorien, der blev stemt ud på grund af en straffesag. VI ER I DANMARK endt et sted, hvor en rigsretsdømt politiker finder det betimeligt at agere moralsk overdommer og habil til at afgøre, hvad der er skampletter på demokratiet. Hvis Christiansborg havde været et glashus, havde stenen smadret op til flere ruder under hendes interview. Vælgerne har to gange taget Støjberg til nåde, de tilgiver hende tilsyneladende alt, og hun er naturligvis i sin gode ret til at blamere sig alt det, hun ønsker med sine udtalelser.MAN FRISTES blot til at kaste Støjbergs harme ord ind i et trodsspejl og skifte et enkelt navn ud, så hun kan se sig selv. - Det er en skamplet på demokratiet. Der er kun én at bebrejde. Det er Inger Støjberg.
