»Det wa’ da en skuffl’s der æt blew til noget,« bemærkede han lunt. Den gæve jyde havde stukket hovedet ind i vores backstagerum, som det hedder på nydansk. Vi kiggede lidt forlegne op: publikum plejer ikke at komme ind bagved i pausen – eller for den sags skyld bagefter.

Vi er Mads Steffensen, pianisten Julius Georg Jensen og jeg selv. Stedet var Skive Theater torsdag aften. Teater med th. Eget porcelæn, fine balustrader, rødt klassik teaterrum, skrå brædder (for at lette publikums mulighed for at se). Showet en kombination af alvor og leg – sange og samtale. Glimt tilbage til den politiske tid, alvorsord om nutiden. Tilsat Elvis, Seebach og … Kai Normann Andersen.

Rundt i hele landet og snart færdig. Ført samtaler med danskere, som de er flest. Svaneke, Birkerød, Skive, Brande, Køge, Sønderborg, Holstebro, m.fl., og snart slutter vi af på Frederiksberg. Fulde huse, men først og fremmest: Nysgerrighed, bekymring, optagethed af det, der udfolder sig for vore øjne.

På Svanekegaarden en spontan beslutning: I aften synger jeg ikke »My Way«. Den går ikke. Det er for meget i lyset af, hvad der sker. Den selvhævdende New York-brovten sømmer sig ikke i det Danmark, vi træder ud i. Hurtigt falder valget i stedet på den gamle vise om hånd og mund, der bindes for. Der........

© Berlingske