Vi om nogen burde vide det. Eftersom 9. april er en del af vores nationale psyke. En nylig læsning af Julian Jacksons fænomenale »France on trial: The Case of Marshal Pétain« gør det lyslevende.

Det land, der kom Frankrigs – Vichys – forræderi nærmest, var Danmark. Forskellen? At vi reddede de danske jøder, hvor jøder i Frankrig blev udleveret. Af franske politifolk og myndigheder. Til udryddelse i de tyske dødslejre. Vi »nøjedes« med at internere kommunisterne og sende nogle af dem til Tyskland – 22 døde i alt.

Til gengæld havde franskmændene Charles de Gaulle og kom derved igennem. Som også vi kom igennem. En national uro, en tavs plet, noget vi ikke kan komme rundt om.

Det, vi lærte dengang, var, at vi aldrig igen skulle stå alene. Som et ekko af »aldrig igen en 9. april«, således aldrig igen Danmark alene med sin nationale suverænitet.

På lange stræk er national suverænitet for det lille land en illusion. Vi er kun suveræne sammen med andre. Prisen er, at vi må stemme vore sind mod disse andre. Valget står således mellem udslettelse af landet eller en accept af, at andre har et ord med om dét, vi er fælles om.

Der var en periode de........

© Berlingske