Det er vel efterhånden de færreste, der forsvarer Irakkrigen. Den var hovmod, arrogance – overreach, som man siger på nydansk.

Men selv denne krig skulle forsvares ud fra normer. Det var den danske regering magtpåliggende, at krigen kunne forsvares ud fra et internationalt regelsæt. Folkeretten. Den lidet taknemmelige opgave tilfaldt ambassadør Taksøe, der var chef for Udenrigsministeriets juridiske kontor. Og det samme gjaldt amerikanerne. Også de gjorde en del ud af, at man overholdt de internationale normer, der gjaldt.

Folkeretten har aldrig været stærk. I min studietid var den at ligne med Lex Imperfecta – en lov uden sanktion. Altså en ret, der var principiel, men ikke kunne gennemføres ved tvang. Men vi har formodentlig fået lov at leve i den tid, hvor det, at alle, uanset størrelse af stat og nation, var bundet af bestemte regler, har været nærmest en virkeliggørelse.

Fred og sikkerhed betød noget. Og dette at man blot kunne krænke andres territorium, som man ønskede det, en saga. Det er vanskeligt at komme uden om, at Irakkrigen var det første synlige brud på dette princip. Og det er svært i eftertidens klar lys at forstå, hvorfor det var så nødvendigt at indlede en krig, der havde disse omkostninger. Og det er svært at afvise, at netop dette havde betydning for, hvad der er........

© Berlingske