Alting går simpelthen for langsomt. Det tager årevis, sommetider ti år, at få afgjort retssager. Det tager halve og hele år at få en byggetilladelse, eller at få godkendt selv mindre ændringer eller tilbygninger til sin egen bolig, som man trods alt ejer og har skøde på.

Da Putin invaderede Ukraine i februar 2022, stod det klart, at Europa og Danmark havde brug for at øge produktionen af blandt andet ammunition. Derfor blev det besluttet, at Danmark skulle genåbne sin ammunitionsfabrik, men siden skete der ingenting, så skete der lidt, men langsomt.

Lige nu er status, at der i 2027 forventes leverance af de første granater. Efter hele fem år. Fem år!

Det er ved at gå op for os, at tempoet skal i vejret. Men vi er endnu meget langt fra at have genvundet hasteånden. Langsommelighed ligger dybt indlejret i velfærdsstatens kultur, der hylder papirnusseri og forsigtighedsprincipper.

Hellere bøje papirklips, end rent faktisk at få noget fra hånden. Incitamenterne i velfærdsstaten er indrettet sådan, at fravær af handling ikke straffes, mens handling risikerer at føre til fejl, hvilket bliver straffet.

»Forsvarsminister Troels Lund Poulsen modtager stort set ingen kritik for sin manglende evne til at få tingene til at ske.« Fold sammen

»Stå aldrig til søs. Lad de andre stå. I får stribevis af kors og bånd og stjerner på!«, som Jørgen Reenberg sang i

© Berlingske