Jeg har set det samme utallige gange, i utallige varianter. Børn, som får lov at bestemme for meget, og forældre, som ikke tør eller vil sætte sig igennem. Børn, der ikke får sat grænser, som vokser op og har svært ved at respektere andre menneskers grænser. Det presser fællesskabet, som er komplet afhængigt af, at dets medlemmer lærer at indordne sig under den sociale trafiks regler.

Det er ikke for at pege alt for meget fingre. Vi har alle været der; med børn, der af den ene eller anden grund ikke synes, at de behøver at høre efter.

Vi har også prøvet at stå i situationer, hvor det vil være pinligt at skulle begynde at irettesætte. Det hører med til det at være forælder.

Nej, det problem, jeg tænker på, er ikke de enkeltstående situationer, men det generelle tab af autoritet og hvad det betyder for børn, voksne og det offentlige rum.

Med »tab af autoritet« mener jeg den udvikling i forældreskab og pædagogik, som indtil videre kulminerer i »det nye børnesyn«, og følger mange årtiers mere eller mindre ideologisk dekonstruktion af, hvad en forælder skal og må.

Ifølge dette børnesyn skal forældre ikke være »autoritære«, men »autoritative«. Det vil sige, at de ikke skælder ud, men faciliterer, forklarer og ser barnets dårlige adfærd........

© Berlingske