Det starter allerede i introen, hvor værten, en pagehåret midaldrende kvinde, står i oversize power-jakkesæt og flagrer med sine arme, der er forsvundet ind i de for lange ærmer.

Ved siden af hende står en ung, blond mand og skutter sig, og bagved sidder en på alle tænkelige måder gennemsnitlig repræsentant for den feminisme, der sidder på kulturmagten. Et mageløst tableau, hvis symbolik foregriber resten af programmet.

Værten taler advarende om »manosfærens ekstreme mandeidealer« – for eksempel forestillingen om, at manden skal forsørge kvinden, eller at han skal være muskuløs eller velhavende. Altså idealtyper, som har været ganske almindelige, og som har fungeret glimrende, i århundreder i Vesten.

Det er, ifølge Deadline, »ekstremt«.

Allerede her er det tydeligt, at vi i Deadline-afsnittet »Et kig ind i manosfæren« fra 3. juni ikke har med journalistik, men med holdningsfremme at gøre.

Første gæst er den feministiske kulturmagt: en fagkonsulent i digital pædagogik, som har specialiseret sig i »destruktive digitale fællesskaber«, hvilket manosfæren angiveligt er. Denne indramning af begrebet bliver ikke kvalificeret, selvom den er overmåde tendentiøs.

Manosfærens medlemmer har alle et »kvindeundertrykkende« syn på verden. De kan for eksempel mene, at »verden er styret af magtfulde kvinder, som undertrykker og gør mænd ondt«. Altså præcis, hvad feminismen siger – bare med modsat fortegn.

»På intet tidspunkt er der så meget som antydningen af selvkritik, af forsøg på at balancere de feminismetunge udsagn med udsagn fra andre perspektiver,« skriver Eva Selsing i denne kommentar. Fold sammen

© Berlingske