Med jævne mellemrum hører vi om dejlige ældre huse, som skal rives ned for at give plads til en modernistisk kasse. Hver gang gør det lige ondt i hjertet.

Hvem er det, der køber smukke, gamle huse kun for at rive dem ned og opføre de nyrige flovheder?

Ikke sjældent må et besjælet hus med frodigt tilgroet have lade livet for at give plads til en grim, død firkant med ekshibitionist-vinduer, stållamper og perlegrus i indkørslen.

Hvis man skulle oversætte denne hæslige handling til hverdagsadfærd, ville det svare til at gå ind midt i et hyggeligt, kultiveret selskab og skabe sig højlydt.

Grunden til, at det er så slemt at rive kulturarv ned, er, at vores sjæl bor der. Vores fælles sjæl. Hver eneste gang et smukt, ældre hus bliver revet ned, forsvinder lidt af det, der binder os sammen. De gamle huse gemmer på levet liv. Har dannet ramme om vores slægtninges kampe, store og små, for at give faklen videre til os. De er kontinuitet i en omskiftelig, kaotisk verden.

I stedet for at rive dem ned, bør vi bevare og, vigtigt, begynde at bygge som dem igen. Der er en grund til, at de rareste kvarterer består af gamle huse; det er fordi klassikkens byggemåde i alt fra æstetik til proportioner var menneskevenlige. Hyggelige.........

© Berlingske