Påsken er forbi. For mig kirkeårets største højtid med Matthæuspassionen – i år som tidligere i Johanneskirken i Helsinki – som højdepunktet natten mellem skærtorsdag og langfredag.

Jeg lytter kun til Matthæuspassionen i sin helhed den ene gang om året, så det har taget nogle år at blive rigtig fortrolig med værket, der som bekendt består af dels en gennemgang af passionshistorien dels af koraler og arier, hvor tilhøreren direkte involveres i fortællingen som skyldig i lidelserne for til sidst efter mere end tre timer på den hårde kirkebænk at finde den ro, som den afsluttende koral indvarsler. Der er ingen lette løsninger her. Matthæuspassionen skal høres i kirken som indbegrebet af et protestantisk værk.

Anden påskedag døde pave Frans, som jeg trods min strenge protestantisme var en stor fan af. Juleaften afslutter jeg med at høre pavens messe fra Peterskirken, og i Rom søger jeg om søndagen til Peterspladsen for at høre paven. Det har siden pave Frans trådte til været en glæde og opmuntring at lytte til paven, og jeg spørger ofte mig selv,........

© Berlingske