I Danmark brænder vi bøger. Ikke Koranen, ganske vist, for det er forbudt. Men alle mulige andre bøger: fagbøger, havebøger, historiske værker, prosa og poesi.

Der findes næppe nogen genre for høj eller for lav til at være repræsenteret i den kulturelle idiotis afsvedne haller. Det hele brænder jo også lige godt, og for flammerne er vi alle lige – som vi ved fra krematoriet.

Forleden talte jeg med en bekendt, der kunne fortælle mig, at ødelæggelsen nu også var nået til Aabenraa. Han fortalte forarget om skandalen. Han havde talt med en bibliotekar, som kunne fortælle, at biblioteket var godt i gang med en drastisk udtynding af sit righoldige magasin.

Nogle af bøgerne var forsøgt afhændet til Det Kongelige Bibliotek, men størstedelen skulle blot destrueres, det vil sige brændes.

Ordren var kommet »fra højeste sted«, hvad det så end betød, og det offentlige havde udvist en ganske uhørt effektivitet, idet man allerede skulle være igennem »et par tusinde værker«.

Ramt af åndelig blodstyrtning spurgte jeg, om der dog ikke var planer om - i det mindste - at sælge ud. Men det var ikke tilfældet.

»Dannelse og lærdom var vigtige for at sikre den omstridte landsdel, og der var dengang en ambition om, at statens institutioner skulle være til stede i hele Danmark.« Fold sammen

Jeg tog mig til hovedet og tænkte, om ødelæggelsen dog kunne være et mål i sig selv? Svaret blafrer i vinden. Når en beslutning er tilstrækkelig dum, er det........

© Berlingske