Over 250 kommentarer på Stiftens Facebookside på under et døgn.

Det er, hvad et vejnavn i Aarhus kan præstere i 2026.

Eskimovej bliver til Silavej efter ønske fra Det Grønlandske Hus og den grønlandske studenterforening Avalak. Ordet “eskimo” er forældet. Betegnelsen “inuit” blev allerede i 1977 valgt som den korrekte. Kommunen vælger et navn, der ifølge forslagsstillerne anerkender inuitkulturen mere respektfuldt.

Og så bryder det løs.

“Nu er alting blevet woke.”“Vi må ikke sige noget mere.”“Krænkelsesparathed har taget over.”

Ironien er næsten for smuk. For hvem er det egentlig, der himler op?

Dem, der mener, at andre er for krænkelsesparate, fremstår i denne sag som de mest højlydte og forargede. Man kan åbenbart godt blive voldsomt provokeret over, at nogen ønsker et andet vejnavn. Man kan blive rasende over, at en kommune lytter til en minoritet. Man kan føle sig trådt på over, at sproget udvikler sig. Men det er selvfølgelig de andre, der er sarte.

Det er det paradoksale ved den automatiske anti-woke-refleks. Den er selv dybt følelsesdrevet. Den reagerer, før den læser. Den dømmer, før den undersøger. For nej – det er ikke “folk, der bliver krænket på andres vegne”, som har presset noget igennem i nattens mulm og mørke. Det er blandt andre Det Grønlandske Hus i Aarhus og studenterforeningen Avalak, som har ønsket ændringen. Altså mennesker med direkte kulturel relation til det, navnet handler om.

Skal vi lytte til dem? Ja. Det lyder egentlig ret rimeligt. Man kan mene, at Eskimovej sagtens kunne have beholdt sit navn. Man kan mene, at historien skal stå urørt. Fair nok. Holdninger må der være mange af. Men når diskussionen reduceres til, at “nu må vi ikke noget mere”, så mister vi proportionerne.

Vi lever i en tid med krig og usikkerhed i Europa. Klimaforandringer, der for alvor mærkes. Verdensledere, der opfører sig utilregneligt. Reelle problemer, som kalder på vores opmærksomhed, vores stemme og vores engagement. Og så bruger vi energien på at rase over et vejskilt. Det siger ikke noget kønt om os.

Det er ikke farligt at ændre et navn. Det er ikke et angreb på ytringsfriheden. Det er ikke civilisationens sammenbrud. Det er en kommune, der vælger et andet ord i 2026 end det, man valgte i 1942. Sproget ændrer sig. Tider ændrer sig. Det har de altid gjort.

Det bekymrende er ikke, at nogen ønsker forandring. Det bekymrende er, hvor hurtigt og voldsomt vi går i selvsving over den. Og ja – man kan indvende, at også denne leder er en del af støjen. At vi nu igen bruger spalteplads på et vejnavn. Det er rigtigt. Men hvis vi endelig skal bruge vores stemme på sagen, så lad os i det mindste bruge den på at minde om proportionerne.

Det klæder et samfund at kunne diskutere. Det klæder os mindre at eksplodere. Måske er det ikke krænkelsesparatheden, der er vores største problem. Måske er det vores trang til konstant at føle os truet af, at verden bevæger sig.

Og hvis et nyt vejnavn kan vælte os, hvad siger det så om vores robusthed?

De bor på Aarhus' mest omdiskuterede vej: Vi har spurgt, hvo...

Flere nyheder til dig

78 boliger solgt i Aarhus Kommune: Den billigste gik for 670.000 kroner

I 2014 stod tusindvis i kø - nu driver de en af Danmarks sidste barer af sin slags

18-årig åbner særlig restaurant: - Man skal kunne få en fadøl til en tartelet

Massiv fyringsrunde på vej: Over 300 stillinger kan blive nedlagt på Aarhus' største arbejdsplads

© Århus Stiftstidende