Sexistisk snerydning. Smag lige på de to ord.

Det burde være en sproglig umulighed. Alligevel har de i den seneste uge fundet vej til den nationale debat. For når kommuner rydder vejene før cykelstier og fortove, ja så favoriserer de mænd frem for kvinder. Sådan lyder argumentet. Det virker næsten som en parodi. Men det er det ikke.

Cyklistforbundets forperson har slået fast, at “snerydning er sexistisk langt, langt de fleste steder”. Kvinfo har kvitteret med, at køn “faktisk er en afgørende faktor” i transportvalg. Og pludselig diskuterer vi ikke længere sne, beredskab og fremkommelighed – men patriarkalske sneplove.

Selv transportminister Thomas Danielsen (V) er blevet præsenteret for sagen. Hans svar på Facebook var befriende kort. »Som transportminister får jeg mange inputs. Tak for det. Dette går jeg dog ikke videre med.«

Det kan man dårligt fortænke ham i. For hvorfor bliver vejene ryddet først?

Er det for at tilgodese mænd? Eller er det, fordi brandbiler, ambulancer, politibiler og redningskøretøjer skal kunne komme frem? Fordi lastbiler skal levere varer. Fordi samfundet – helt lavpraktisk – ikke kan fungere, hvis hovedfærdselsårerne lukker til. Det handler ikke om køn. Det handler om beredskab og prioritering.

Ja, mænd kører oftere bil. Ja, kvinder cykler og går mere. Men derfra og til at stemple en praktisk prioritering som sexistisk er der et stykke vej. En meget lang, snedækket vej.

Problemet er ikke, at der ønskes mere ligestilling. Problemet opstår, når man i sin iver efter at finde strukturel uretfærdighed begynder at banke så hårdt i bordet, at proportionerne forsvinder.

For hvad sker der, når vi kalder snerydning sexistisk? Vi udvander begrebet.

Vi risikerer, at folk ruller med øjnene – ikke kun ad snerydningsdebatten, men ad ligestillingsdebatten som helhed. Og det er farligt. For der findes reelle problemer, som fortjener al den alvor og politiske vilje, vi kan mobilisere. Vold mod kvinder, uligeløn, sexchikane, manglende repræsentation i ledelse. Kort sagt kampe, der virkelig betyder noget.

Når vi i stedet gør sneplove til symboler på strukturel undertrykkelse, risikerer vi at gøre hele samtalen mindre troværdig. Ja, ligefrem latterlig på nogle punkter.

Den svenske by Karlskoga har vist, at man kan tænke kreativt og måske endda spare penge ved at ændre prioriteringen. Fint. Lad os endelig diskutere, hvordan vi bedst organiserer vores snerydning. Men lad os gøre det som en praktisk diskussion om effektivitet, sikkerhed og samfundsøkonomi – ikke som et moralsk anklageskrift om kønsdiskrimination.

Nogle gange er en sneplov bare en sneplov. Og hvis sexistisk snerydning er det, der kan få den nationale debat til at koge, er vi trods alt kommet langt.

Flere nyheder til dig

Aarhus hænger på kæmpe millionregning for skolefravær: Nu vil Venstre flytte ansvaret

Mens boligmarkedet koger: 60 eksklusive boliger i Nicolinehus sættes løbende til salg

Byrådet tvunget til at stemme om lukning af særlig midtbygade

De lærte sig selv et kunsthåndværk – nu har deres vaser vakt international opsigt

© Århus Stiftstidende