For 12 år siden arbejdede jeg i Herning Kommune i kultur- og fritidsforvaltningen. Det var mit første fuldtidsjob efter en professionel håndboldkarriere.

Det første, der slog mig – ud over at det at møde kl. 8 og svare på e-mails ikke helt kan måle sig med fyldte arenaer og duften af harpiks – var, at alle andre i en ellers fantastisk afdeling virkede til at kunne lide at arbejde og brændte for idræts- og kulturlivet i Herning. Som håndboldnomade med hjertet tabt til Silkeborg tillagde jeg hurtigt mine kollegers gnist og motivation den simple forklaring: »Der skal jo gøres noget i Herning for at få folk til at blive der.«

Det var omtrent samtidig, at motorvejen fra Aarhus, eller i hvert fald det stykke, der ligger ved Herning, stod færdig. Her jokede jeg også over for mine nye kolleger med, at man kunne have sparet halvdelen ved at gøre den ensrettet - væk fra Herning, da der jo alligevel ikke fandtes nogen, der ønskede at transportere sig den anden vej.

Men jeg blev klogere. På trods af Hernings........

© Midtjyllands Avis