Vi har glemt den gamle kunst at være vært

Vi taler os hæse om fællesskab, men lader sofaen vinde. Hold nu den fest. Det er et gammelt, helligt kald at være vært – og livet er anledning nok at samles om.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg kunne virkelig godt snart bruge en fest. Sådan en, hvor de høje sko ryger af under bordet, hvor der pludres og snakkes og grines i hjørnerne, hvor man kanter måsen op på et sofaarmlæn for at være med i en rundkredsknæver, og hvor mænd rækker næven frem og hiver én op til en svingom i køkkenet.

Det er letsind, samvær, frihed og fællesskab i sin mest lavpraktiske form. Alt det, vi ellers i Danmark taler os trætte om, mens ensomhed, stress og perfekthedskrav slider på den enkelte og koster dyrt for os alle. Måske begynder den store samfundskontrakt ikke i Folketinget, men ved et spisebord, hvor nogen har dækket op og sagt: Kom. Her skal du bare være med.

Verdens bedste nyhed er, at det let kan fikses.

»Inviter. Gør det. Også selv om det er 1.000 år siden. Vi kan tåle et afslag – så inviterer vi bare igen,« som sociolog Julia Lahme postede på Instagram for en rum tid siden. Hun mangler åbenbart også en fest.

Problemet er ikke, at vi har glemt, hvordan man gør. Vi voksne har tværtimod holdt fester i årevis, men det har været for børnene.

Konfirmationer, studenterfester, fødselsdage for hele klassen, blå mandag, sidste skoledag, første skoledag, svendebrev, hue, hest og hoppeborg. Vi kan godt, når børnene skal bæres ind i livet med sang og havepavilloner.

Da de flyttede hjemmefra, forsvandt ikke kun madpakker, men også en del af den sociale maskine, som holdt os i gang på den festlige front. Friheden kom tilbage. Og så satte vi os tungt i sofaen.

Når det gælder fejringen af vores eget liv, tørrer fantasien........

© Jyllands-Posten