Som borgerlig kvinde lærer man hurtigt, at der ikke er meget søstersolidaritet at hente på venstrefløjen

Det mest opsigtsvækkende ved at være en kvinde til højre for Socialdemokratiet er ikke holdningerne, men hvor svært nogle har ved at acceptere, at de faktisk er mine egne.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man lærer mig bare en smule at kende, finder man hurtigt ud af, at jeg bruger en stor del af min tid på politik. På at engagere mig i debatten, skrive, diskutere og forsøge at påvirke den retning, Danmark bevæger sig i. Derfor kommer spørgsmålet næsten altid før eller siden: Er du medlem af et parti? Hvor står du egentlig politisk?

Når jeg svarer, at jeg er borgerlig og medlem af Liberal Alliance, kan reaktionerne være ret forskellige. Ofte oplever jeg, at mænd reagerer med opmuntring – et klap på skulderen, et anerkendende nik eller en bemærkning om, at det er godt, at jeg engagerer mig.

Men når den samme samtale opstår med kvinder, ser billedet ofte anderledes ud. Her er der sjældent meget søstersolidaritet at hente. Tværtimod.

For når det går op for nogle, at jeg er en højreorienteret kvinde, flytter samtalen sig hurtigt fra, hvad jeg mener, til hvordan jeg overhovedet kan mene det. »Hvordan kan du som kvinde stemme blåt?«, »hvordan kan jeg dog støtte op om patriarkatet?«, eller »hvorfor prøver du at undergrave dine egne rettigheder?«, er spørgsmål, jeg har hørt mere end én gang.

Den type reaktioner udspringer af en forestilling, særligt udbredt på venstrefløjen, om at de repræsenterer det eneste rigtige svar på, hvad der gavner kvinder. Som om kvinders frihed nødvendigvis må have én politisk farve, og som om uenighed derfor er et udtryk for at vende sig imod sig selv.

Men hvis man virkelig tror på kvinders selvstændighed, må man vel også acceptere, at kvinder kan tænke forskelligt og nå frem til forskellige politiske konklusioner. Nogle mener, at ligestilling kræver kvoter og politiske særordninger. Andre mener, at ligestilling netop handler om at blive mødt som individ – ikke som repræsentant for sit køn.

Alligevel møder borgerlige kvinder ofte en særlig mistro. Som om deres holdninger ikke helt kan være deres egne. Som om der må ligge noget andet bag – et ønske om at behage mænd eller en manglende forståelse for konsekvenserne.

Det er her, paradokset bliver tydeligt. For nogle af dem, der taler højest om kvinders frigørelse, har samtidig svært ved at acceptere kvinder, der tænker anderledes end dem selv. Man kunne næsten få lyst til at minde om det gamle ordsprog om, at tomme tønder buldrer mest. For det er bemærkelsesværdigt, hvor højlydt man kan tale om kvinders frihed, samtidig med at man i praksis forsøger at definere, hvilke holdninger en kvinde bør have.

Og netop derfor bør en del af ligestillingen ikke handle om at marchere i takt. Den bør handle om friheden til at tænke selv og vælge sin egen politiske overbevisning, også når den ikke passer ind i de forventninger, andre måtte have.

For der findes faktisk kvinder, der stemmer borgerligt, fordi de tror på individet og på personligt ansvar. Kvinder, der ikke mener, at frihed skabes gennem flere politiske ordninger, men gennem muligheden for selv at forme sit liv. Mænd har ikke patent på at mene, at skatten er for høj, eller at udlændingepolitikken skal være stram. Det er ikke et spørgsmål om køn, men om holdninger.

Og hvis man virkelig mener, at en kvinde kun kan være borgerlig, fordi hun vil behage mænd eller stemmer imod sit eget køn, så er det måske værd at stoppe op et øjeblik og spørge sig selv, hvad den antagelse egentlig siger om ens eget syn på kvinder.

© Jyllands-Posten