En ekstra sygedag skulle nødig spænde ben for ligestilling

Hvis det igen og igen bliver mor og ikke far, der tager barnets tredje sygedag, undergraver vi ligestillingen på arbejdsmarkedet yderligere.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ligestillingskampen ligger mange steder i ruiner i disse år. Efter en årrække med fremskridt, har Donald Trumps tilbagekomst til Det Hvide Hus betydet, at den globale kamp for mere lige muligheder for kønnene på lange stræk er sat i bakgear.

Se bare på abortspørgsmålet, hvor kvinder i mange amerikanske stater, har mistet retten til at bestemme over deres egen krop.

Men Trumps agenda sætter sig også spor herhjemme. Senest har Dagbladet Børsen på baggrund af regnskabsgennemgange dokumenteret, hvordan en række af landets største virksomheder har nedprioriteret deres inklusionsarbejde. Mål for kønsfordeling på ledelsesniveau er flere steder forsvundet som dug for solen for bare at tage et eksempel.

Tilsyneladende for at tækkes Trump og hans stokkonservative tilgang til verden. Det er i sig selv både afslørende og deprimerende og faktisk også temmelig flovt.

Men derfor gælder det mere end nogensinde om at holde sig tæerne, når det kommer til andre aspekter af ligestillingskampen.

Med det nye bud på en overenskomst for de statslige ansatte, der højst sandsynligt også vil sprede sig til andre dele af den offentlige sektor og måske også den private, er en af arbejdstagernes sejre, at der bliver mulighed for at tage ekstra sygedage, når ens barn er syg.

Hvis man bliver ringet hjem, fordi barnet er blevet syg i institutionen, tæller dagen ikke som barnets første sygedag, og der er dertil mulighed for fri på barnets tredje sygedag, hvis det aftales med arbejdsgiveren.

Det sker for at give pressede småbørnsfamilier en mulighed for at få en ofte udfordrende hverdag til at hænge bedre sammen, når sygdommene spreder sig hastigt – som vi aktuelt ser det her i vintersæsonen. Uden tvivl sympatisk.

Intentionerne er gode, men konsekvenserne kan blive rigtig dårlige.

For vi ved allerede i dag, at det oftest er moren og ikke faren, der tager barnets sygedage og bliver hjemme fra jobbet. Selvom ansvaret burde være fordelt ligeligt for fælles børn, er det groft sagt igen og igen moren, der vælger barnet til, mens faren vælger karrieren til. Og mon ikke det også vil gå sådan med de nye dage hjemme med de syge børn?

Det er noget, der skal holdes fokus på. For det skal ikke bare blive sådan, at det er mor, der bliver hjemme igen og igen. Det er selvfølgelig et ansvar den enkelte familie har, og mange forældre tager sikkert beslutningerne sammen, men det er også et ansvar for arbejdspladserne, som løbende bør følge op på, om fordelingen er nogenlunde ligelig.

Kvinderne får i forvejen dårligere løn end mænd. Det betyder, at de også får dårlige pensioner, når den tid kommer – og når man måske er blevet skilt (hvilket betyder, at kvinder står dårligere end mænd, selvom beslutningen dengang blev taget i fællesskab). Og barslen er også ulige fordelt.

I det hele taget, er det sådan, at det igen og igen er kvinders karrierer, der må betale prisen for det fælles familieliv. Det er for mig at se ikke bare et problem for ligestillingen, men for samfundet.

I disse år ser vi flere og flere kvinder, der vælger at leve som såkaldte tradwifes. Altså at gå derhjemme. At lade manden bestemme. Det er ikke noget for mig, men enhver må selvfølgelig vælge, som man vil.

Men når det er staten, der sætter rammerne for arbejdslivet, bør man arbejde for, at kønnene får så lige rammer som muligt. Så det nye tiltag ikke bliver noget, der øger uligestillingen. Og derfor skal der være en opmærksomhed om, at det ikke automatisk er kvinderne, der tager alle barnets sygedage. For ellers gør vi ligestillingen en bjørnetjeneste.

© Jyllands-Posten