Troels Lund Poulsen er indiskutabelt ikke nogen stor folkeforfører. 

Mindre har historisk også kunnet gøre det i dansk politik. 

Men Trolex og Venstre har et kyklopisk problem. 

Meningsmålingerne er rædselsfulde, og formanden nøler, hoster og hakker. 

Og læg dertil, at den blok, han skal forestille at være leder for, er en mere sort end blå sæk lopper.

Selvom han tøvende meldte sig som statsministerkandidat, har Venstre sjældent været længere fra netop den post. 

Formanden ligner på ingen måde den vinder, som hans teleprompter tidligere har opfordret ham til at fremstå som.

Liberal Alliance tegner i de første målinger efter valgudskrivelsen til at blive det største borgerlige parti, mens Venstre er reduceret til spag andenviolin. 

Det huer ikke selvforståelsen i det gamle parti. 

Utroligt nok lignede Troels Lund Poulsen en mand, som blev stærkt overrasket over valgets udskrivelse og ikke havde en klar plan. 

Ingen er i tvivl om Poulsens politiske robusthed, erfaring og bondesnuhed i realpolitik. 

Han har tilmed den fornødne kynisme i metermål. 

Men den slags kan man ikke nødvendigvis bruge til ret meget i en valgkamp, hvor hastighed på fusserne og et velsmurt mundlæder er i højere kurs. 

Venstres indtil videre største slagnummer, en rundbarbering af udviklingsbistanden, skal nok være populær i visse kredse, men vælgere med den slags lyster finder lynhurtigt et overbud hos Støjberg eller Messerschmidt.

Lund Poulsen har som forsvarsminister holdt Ukraine-fanen imponerende højt. 

Men den slags sælger heller ikke rigtig billetter på en valgdag. 

Troels Lund Poulsen ligner den måske V-formand, som aldrig bliver statsminister. 

© Ekstra Bladet