Inklusion er mere end et buzzword. Det er fundamentet for vores sameksistens og den lim, der holder vores samfund sammen.

Men i dag oplever jeg en integrationsdebat, der er så polariseret, at det nærmest er umuligt at føre en nuanceret samtale. På begge fløje er fronterne trukket hårdt op, og i stedet for at lede efter løsninger bruger vi al for megen tid på at bekrige hinanden.

Før vi overhovedet kan begynde at tale om sammenhold og inklusion, må vi stoppe den blødning, som polariseringen har skabt.

Vi ser det hver dag. På den ene side har vi dem, der ser enhver debat om integration som en hetz mod minoriteter. På den anden side har vi dem, der mener, at enhver form for fokus på inklusion er et udtryk for naiv eftergivenhed.

I dette klima bliver diskussionen om vores fælles fremtid reduceret til et råbekor, hvor ingen rigtig lytter. I stedet for en meningsfuld debat, hvor vi nærmer os hinanden, har vi fået en kampplads, hvor mistro og uvilje hersker. Vi bliver fanget i en cyklus, hvor misforståelser og fjendtlighed forhindrer os i at finde fælles fodslag.

Bare se på samtalen om ramadanmåneden. Hvert eneste år bliver ramadanen et emne, der får begge fløje i kog. Og jeg sidder som en dansk, muslimsk borger og kan ikke andet end at ryste på hovedet.

Jeg oplever samtalen som smålig. Med forsøg på at gribe enhver mulighed for at skabe endnu større afstand mellem os.

Samtalen er uoprigtig. Der........

© Berlingske