En af de ting, jeg ofte får at vide, er, at jeg på relativt kort tid har formået at foretage et markant skifte – fra at være en del af et ekstremistisk miljø til at blive en aktiv og ansvarlig medborger.

Når jeg selv ser tilbage, kan jeg ikke undgå at erkende, at en af de væsentligste årsager til denne forandring var, at jeg gav mig selv lov til noget, jeg aldrig måtte i mit tidligere miljø: at tvivle.

At tvivle på sig selv, på det man hele livet har troet på, og på den skråsikkerhed, der følger med forestillingen om, at man har svarene på alt. Det var netop i mødet med denne tvivl, at en ny erkendelse begyndte at vokse – erkendelsen af, at sand udvikling kræver modet til at stille spørgsmål og revidere sine egne overbevisninger.

Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved de ting, jeg havde fået at vide hele mit liv – især forestillingen om, at alle menneskelige problemer udspringer af et manglende forhold til Gud, og at alle løsninger udelukkende findes i religionen.

Jeg tror på, at tro kan være en styrke. Den kan give os ro og perspektiv i en hektisk og selvcentreret hverdag. Men jeg tvivler på, at tro alene gør et menneske bedre. Det er en alt for forsimplet forklaring på noget så komplekst som det moderne........

© Berlingske