Jeg har ikke lyst til at vinke farvel til Den Største Generation. Drengene på Omaha Beach. D-dag. 6. juni 1944.

Jeg har ikke lyst til at vinke farvel til »Ich bin ein berliner«. Til »Mr. Gorbatjov, tear down this wall!« Til Marshallhjælpens fælles forståelse af behovet for dyb genopbygning. Til fryden over Reagans kommunistvitser og stålsathed over for ondskabens imperium. Til iværksættelsen af NATOs artikel 5 efter 11. september 2001. Til den amerikanske anerkendelse af de ofre, europæiske unge gav i Irak og Afghanistan.

Jeg har ikke lyst til at vinke farvel til Elvis, drengen fra Tupelo, der forenede den sorte og hvide musik. Til Little Richards flamboyance, Chuck Berrys revolutionerende rock’n’roll, til Bob Dylans sange, der betyder alt for mig, til hippierne på Woodstock og yuppierne på Wall Street og hiphopperne i New York og L.A., til Leonard Bernstein, til den pludseligt gennemstrømmende fornemmelse af Duke Ellington, når man stiger på The A Train mod Manhattan, til udsigten over Hollywoods bakker fra hotelsuiten på Sunset Boulevard, til åbningsscenen i »Pulp Fiction«, til David Lynch, Dale Cooper og

© Berlingske