Europa rejser sig. Nej, lyder svaret over Atlanten til Washington. Fanme nej. Godt.

Godt fordi det ikke skal siges om os, at vi blot så til, mens ondskaben rådede, og mørket tiltog. Godt.

På den rejse, der nu er indledt, må enhver spørge sig selv: Hvad kan jeg gøre? Hvad kan vi gøre? Hvad kan vi gøre for, at frihed og folkestyre består og udvikles. Hvad kan vi gøre? Vi danske? Vi europæere.

At 27 statsledere – på nær Orbán og Ungarn – enes i Bruxelles om konfirmationen af det næste Europa, er en stor ting. Så stor, at vi ikke begriber den. Og sådan må det være. Før Trump begreb man ikke det amerikanske kontinent, for det var sløret af håb og aspiration. Nu er det det gamle kontinent, der skal løfte den opgave. Og opgaverne foran os er enorme. For nu at trække tråde til den europæiske forhistorie: herkuliske.

»Jeg tror, med alle de farer, som denne forudsigelse skaber, ser vi i Europa netop nu konturerne af en Kohl, en Thatcher, en Delors. Alt fra Macron, over Starmer og Ursula von der Leyen til Mertz og Mette Frederiksen.« På billedet ses forrest Emmanuel Macron, Keir Starmer, Volodymyr Zelenskyj, Donald Tusk med Mette Frederiksen og Ursula von der Leyen umiddelbart bagved. Fold sammen

Der er dem, der tror, at historien skriver sig selv eller skabes af sociale konstruktioner. Men historien skabes af mennesker. Også enkeltmennesker. Det er værd at bemærke, at politiske........

© Berlingske