Det siger meget om tiden, at dens diktum er blevet kalkulen. Men hvor var man egentlig uden håb?

Hvis håb ikke var en strategi, hvem havde så lyttet til Winston Churchill, da han i Englands ensomste time talte om at kæmpe på strandene, at kæmpe på landgangsstederne:

»Vi vil kæmpe i markerne og i gaderne, vi vil kæmpe i bjergene; vi vil aldrig overgive os …«

Eller da Berlin var omringet af Sovjetunionen og kun en spinkel luftbro opretholdt forbindelse til Vesten. Eller i 1983, da alle intellektuelle og politiske kræfter på nær Reagan så Sovjetunionen som en uomgængelig størrelse. Eller … Bliv selv ved.

Men er det anderledes denne gang? Er alt håb ude?

Som Henry Kissinger, tidligere amerikansk udenrigsminister, sagde, så studér historien, studér historien, studér historien. Der er nogle bemærkelsesværdige konstanter i den vestlige verden gennem det 20. og 21. århundrede, der er gået igen og igen – uanset krige og voldsomme politiske bevægelser.

1. Troen på fremskridt: Den vestlige verden har stort set gennem hele det 20. og 21. århundrede delt en grundlæggende tro på fremskridt – teknologisk, økonomisk, videnskabeligt og socialt. Troen på, at verden kan forbedres gennem menneskelig indsats, innovation og oplysning, har været en bærende idé, selv når krige og kriser satte den på prøve.

2. Idealet om........

© Berlingske