Der er mange forskellige definitioner på den populisme, som så mange har talt om det seneste årti. Men frasorterer man det, som er særligt højreorienteret eller venstreorienteret, så er essensen denne:

Der er brug for en stærk, udfarende statsledelse, hvor den udøvende magt offensivt varetager folkets sande interesser om sikkerhed og tryghed. Lovgivere i en opposition og domstole skal begrænse denne mindst muligt, og derfor må smålige hensyn til retssikkerhed og frihedsrettigheder vige.

Folkeviljen – eller det, som folket burde ville – skal trumfes igennem, koste hvad det vil.

Set i det perspektiv er der populister både til højre og venstre. Til højre handler det om nationens og folkets overlevelse under pres fra indre og ydre fjender, mens det til venstre handler om hensyn til klima og social lighed – og begge steder er forfatninger og spilleregler noget, der om nødvendigt må vige for det store hensyn til det abstrakte »folk«.

Men en autoritær populisme kan såmænd også komme fra den politiske midte. Her er den som regel iklædt teknokratiske gevandter og et sammensat hensyn til borgernes tryghed og sundhed, velfærdsstatens langtidsholdbarhed, sammenhængskraften og lov-og-orden, der kan hives op som en trumf, der slår alle andre hensyn.

Man så det klarest under covid-19-panikken, hvor frihedsrettigheder, privat ejendomsret, magtens deling og retssikkerheden måtte vige til fordel for et ikkelovfæstet »

© Berlingske