Et folks identitet ligger i dets sprog og historie. Forsvinder sproget, forsvinder folket. Sådan er det gået de fleste sprog og folk i historiens løb.

Dog genopstod de baltiske folk efter Versaillesfreden og Sovjetunionens opløsning, fordi de havde hæget om deres sprog og historie.

For vores vedkommende er det endnu op til os selv, om dansk skal opsluges af engelsk. Kun små seks millioner mennesker taler dansk. De resterende otte milliarder er ligeglade med, om vort sprog overhovedet tales af nogen.

Til Kristeligt Dagblad udtalte historielektor Jes Fabricius Møller sidste lørdag: »Når vi har en nationalstat, hvis vigtigste kendetegn er modersmålet, må vi også beslutte, om vi vil have, at dansk er et videnskabeligt sprog, eller om det bare er et sprog, man taler lejlighedsvist (…) Dansk risikerer at blive en dialekt (…) Det vil sige, at dansk som et sprog egnet til alle opgaver vil forsvinde.«

Og dermed lider dansk en stille død.

Den trussel har dansk stået over for før. Det var dengang, den lærde skrev på latin. »Med Fruerne Fransk, og Tydsk med sin Hund, / Og Dansk med sin Tjener han talte«, som

© Berlingske