Forestil dig en almindelig hverdagsaften hjemme hos dig selv. Du har inviteret en række gæster, fordi du gerne vil tale med dem om et emne, som optager dig for tiden. Du kigger ud over din stue, som er propfyldt med mennesker. En del af dem kender du. De besøger dig tit, men bliver der sjældent længe.

Blandt dine gæster er der nogle, du ikke er synderlig begejstret for at se. Det er dem, der altid ender med at svine dig til. Det er ikke ualmindeligt, at de gæster kan finde på at kalde dig for luder, bede dig om at skride eller gå efter de andre gæster.

Du får også øje på nogle gæster, som har masker på. Du ved ikke, hvem de er, og det gør dig utryg.

Du byder velkommen, men stemningen bliver hurtigt anspændt. Uanset hvor meget kaffe du serverer, bliver stemningen kun værre. Nogle af dine gæster hæver stemmen. Du må jo forstå, at du er en terrorist. En perker. En slange kunne man også kalde dig. De begynder at inddrage dine børn i samtalen.

I entreen står dine venner. De har allerede givet op og er ved at tage overtøjet på for at forlade festen. En af dem spørger dig på vej ud: »Hvorfor giver du dem lov til det her hver aften?«

Dit svar kommer prompte: »Jeg vil jo gerne være en god vært. Alle skal føle sig velkommen.«

I den virkelige verden vil sådan en scene være absurd. Men i det digitale rum, der efterhånden er uadskilleligt fra det........

© Berlingske