Det lille bibliotek er ikke særligt charmerende. En kommunal bygning, som mest ligner en sort tand midt i Primrose Hills hvide byhuses smil. Bøgerne er få og hovedsageligt donationer, krimier fra 90erne, som ingen gider at læse mere. De to læderstole er sprukne og de seks borde ligner nogle, som engang har stået på en skole. Alligevel er det umiskendeligt et bibliotek. Man kan mærke det på roen.

De formiddage, jeg har været der, har der siddet en mand på den samme plads ved vinduet. En sjælden gang ser han op, men det ser ikke ud til, at han ser op for at se sig omkring. Jeg får mere det indtryk, at han lige skal have de ting, han har læst, til at falde på plads i sit hoved. Efter nogle minutter vender hans øjne tilbage til bogens sider, og han læser helt opslugt videre.

Man må ikke tale på biblioteket. Det bliver der holdt meget øje med. Bibliotekarerne, et par ellers meget venlige frivillige pensionister, tysser på dem, der kommer til at sige noget. Jeg har prøvet det en gang og har ikke lyst til at blive tysset på igen.

Men jeg har en stærk lyst til at tale med den ældre mand.

Hans buskede øjenbryn, den lidt spidse næse, tweedjakken og de smalle og........

© Berlingske